torsdag, februar 14, 2008
Tusindbrødresamfund
Aborren er kendt for at kunne blive så talrig, at den ikke kan skaffe sig føde nok til at vokse til fuld størrelse, når tiden ellers er inde til det. Bestanden forbliver talrig og kommer til at bestå af dværgfisk.Noget, der ligner dette tusindbrødresamfund, ses i folkerige egne. Fattigdom og børnerigelighed er tæt forbundne og fortsætter i et låst forhold, som samfundet ikke ved egen hjælp kan komme ud af. Kineserne forsøger at bryde mønstret med en konsekvent et-barns-politik. Inderne gør det samme, men demokratiet er mindre konsekvent. I Afrika virker AIDS, ellers intet. I Latinamerika heller intet - tværtimod modsætter paven sig enhver tanke om at regulere fødselsraten.
Enten fattigdommen eller fødselsraten skal nedbringes for at bryde mønsteret. Kan fødselsraten ikke begrænses politisk - f. eks. som det sker i Kina - så har vi kun fattigdommen at ændre på. Kan vi nedbringe fattigdommen, kan vi fortrøstningsfuldt regne med, at fødselsraten følger med ned, sådan som vi har set det i Europa. Den politiske metode er billig, effektiv og hurtigtvirkende, fattigdomsbekæmpelse dyr og langsommelig. Netop langsommeligheden er denne metodes svaghed, fordi det giver populationen tid til at vokse sig stor og så at sige spise forbedringerne op i takt med at de sættes ind. Det svarer lidt til at bekæmpe en infektionssygdom med for lave doser medcin.
Meget taler for at fattigdomsbekæmpelse skal ske pletvis indenfor så begrænsede områder, at vi magter at gøre det massivt og endeligt inden vi tager fat på det næste område. Erfaringer viser at fremgangsmåden ikke fører til tilbagefald. Bistand kan også gives med kløgt. Dette er ikke heltud sket i Grønland og Ulla Tørnæs afviser blankt at bruge viden i ulandsbistanden.
Fødselsraten - barn per kvinde - i visse lande (Kilde: CIA, The World Factbook, 2007) : Afghanistan 6.6, Argentina 2.1, Brasilien 1.9, Kina 1.8, Danmark 1.7, Estland 1.4, Indien 2.8, Italien 1.3, Kenya 4.8, Nigeria 5.5, Singapore 1.1, USA 2.1. Generelt er fødselsraterne vigende.