Indre Mission. Som ung flyttede jeg til Thy og kunne ikke undgå at komme tæt på den Indre Mission - den dominerede stort set hele Thy. Præsten hed Viller og prædikede et sortsyn, der åndeligt forarmede menigheden. Enhver glæde var en synd. Ikke sært, at jeg meldte mig ud af folkekirken.

Som spredte oaser fandtes Grundtvigianske frimenigheder. Her var der rummelighed og udfoldelsesmuligheder. Nethe og jeg blev gift af en frimenighedspræst og vores førstefødte blev døbt i samme frimenighed.

Var vi blevet boende, havde vi nok fortsat støttet frimenigheden som et bolværk mod alt det sorte udenfor. Vi flytte imidlertid til Østjylland. Arabere og fundamentalistiske kristne var langt væk - tusinde mile væk. Alt åndede fred og idyl.

Det blev en brat opvågning, da vi opdagede, at de tusinde mile var skrumpet til ingenting. Heromkring er der ikke noget bolværk at ty til. At skabe ét er heller ikke let. Jeg kan ikke forestille mig selv eller nogen af vore bekendte stå i en rundkreds og på skift drikke nisseøl af et kohorn. Det er ikke meget bedre at ligge på knæ og spise meloblater med kirsebærvin til. Vi får håbe, at vi kan opretholde et verdsligt bolværk, men når vi ser hvorledes det går i bibelbæltet i USA, kan man få sine tvivl. Måske skal der et helt nyt initiativ til - en ny Grundtvig, der kan forene vor norrøne arv med nutidens naturvidenskab.