Mosebog - Er der noget om snakken?

"Der går ikke røg af en brand uden ild". Heller ikke af Mosebog.

Der er nok noget om det, når det berettes, at Moses steg op på Sinai bjerg og blev på bjerget i fyrre dage og fyrre nætter (2. Mos. 24,18) og senere begav sig ned af bjerget med Vidnesbyrdets to tavler i hænderne; der var skrevet på begge sider af tavlerne, både forpå og bagpå (2. Mos. 32,15).

De gamle faraoners land:
Akhetaten (El Armana) hovedstad under Amenhotep IV.
Hwt-ka-Ptah (Memphis) har været hovedstad i flere perioder.
Waset (Luxor, Theben) har ligeledes været regeringsby bl .a. under Amenhotep III.

Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre at udtænke og forme omfattende love og leveregler på så kort tid - medmindre Moses er den samme Moses, som tjente under Farao Amenhotep IV. Så bliver det hele straks mere troværdigt. Overleveringen har så blot pyntet på fortællingen, men kernen er intakt. På den tid gjordes ej heller skel mellem religiøse og verdslige leveregler og love.

Farao Amenhotep IV (Akhenaten) var en rebel, hvis man da kan bruge det ord om en Farao. Han var født i en rig og fredelig tid, men præsteskabet og dets tiltagende magt havde længe været faderen en torn i øjet. Faderen, Amenhotep III, har givetvis drøftet problemet med sønnen. Der sker i hvert fald det, at sønnen, Amenhotep IV, kort efter faderens død slår til mod præsteskabet. Han flytter hele hoffet til en ny regeringsby, Akhetaten, opført på bar mark midt mellem Memphis og Theben. I hans regeringstid fra 1353 til 1336 f. K. udvikles og formes en ny monoteistisk religion med solguden Aten som den eneste.

Det lykkedes ikke at få de nye tanker til at slå rod i det gamle Theben. Det vidste Moses. Han var en højtstående embedsmand. Han havde militær baggrund og det må formodes, at han har planlagt og forberedt hoffets flugt, hvis Faraoen skulle dø inden sønnen kunne tage over. Det var lige præcis det, der skete. På billeder ser Amenhotep IV syg ud og hans og Nerfertiti´s søn, Tutankhamon, er kun 9 år, da faderen dør. De forsmåede præster får indsat en rigsforstander og Ægypten vender tilbage til polytheisme. Det havde Moses forudset og han og hoffet ser ingen anden udvej end flugt. Formentlig er flugtruten vel forberedt og der er på forhånd udset et velegnet sted for et brohoved i Sinai. Det har krævet mange pakdyr og enorme forsyninger at krydse ørkenen og det har krævet et organisatorisk talent at flytte så mange mennesker og så meget gods. Dette talent havde Moses.

"Flugten fra Ægypten" kan umuligt blot handle om israelittiske slaver. Hvordan skulle tvangsarbejdere kunne forberede, organisere og gennemføre en flugt tværs over ørkenen. Det er heller ikke troligt, at nogle slaver kunne retfærdiggøre en kostbar ægyptisk militærekspedition, for at bringe dem tilbage eller dræbe dem. Det sidste skulle ørkenen nok klare. Men med faraoens hof forholdt det sig anderledes. Hoffet kunne blive en trussel for de nye magthavere og hoffets flugt - se det kunne retfærdigøre en nok så bekostelig eftersætning med en betydelig hær. Da nyheden når Theben, har hoffet allerede et betydeligt forspring og når frem til deres brohoved betids. Den eftersættende hær må overveje hvorlænge og hvorlangt de kan jage de flygtende inden deres egne forsyninger slipper op og tvinger dem at vende om.

Moses må have haft hænderne fulde fra morgen til aften. Der skulle slås lejr, den skulle befæstes og først og fremmest skulle der skaffes friske forsyninger. Hoffet er rige folk med mange tjenere og der er mange soldater fra Faraoens livvagt, men næppe mange landmænd iblandt. Moses kan sagtens have været borte en tid og rekognoseret for forsyninger, men på et tidspunkt er det praktiske så meget på plads, at der bliver tid til at tænke på tro, lov og orden. Moses gør derfor det eneste naturlige. Han kalder sine folk sammen og fortæller dem, at de skal videreføre den religion og de love, som de har bragt med sig fra Ægypten. Tro og love er givet af Faraoen og Faraoen er guddommelig. Det er den eneste måde, fortællingen om Moses giver mening og eneste plausible forklaring på, at han "efter fyrre dage kommer hjem med en fiks og færdig religion skrevet med Guds finger".

Amenhotep IV var ikke blot en rebel. Han var en intellektuel kapacitet. I hans tid fandt kunsten nye veje og kun en Farao kunne magte at skabe banebrydende religiøs nytænkning og kun en Farao kunne og ville gennemtrumfe en religion, der placerede al magt netop hos ham selv.

Den historiske tradition har taget sagn for bogstaveligt og derved gjort sagnet utroværdigt. Handler "Flugten fra Ægypten" derimod om det flygtende ægyptiske hof under ledelse af Moses, en højt placeret og militært skolet embedsmand, falder brikkerne pludselig på plads og legenderne bliver meningsfyldte og ligefremme.

Luk øjnene og tænk jer tilbage til den politiske situation de sidste dage i Amenhotep IV regeringstid. Sålænge Faraoen lever, er resourcerne umådelige. I indser da, at det hele ramler, når han dør. Kronprinsen er kun et barn. Fjenderne er mange og dødsens farlige. De kan efter lov og sædvane udpege en rigsforstander - vel at mærke efter deres hovede. Uden beskyttende Farao står hoffet til at tabe en strid. Derfor er der kun eet at gøre - at iværksætte planerne for en flugt. Flugten lykkes og deres medbragte rigdomme sikrer overlevelse og fremtid i det fremmede og hvad er mere naturligt end at videreføre livstil og tro fra Akhetaten, den by de kom fra og den by og den livstil, de selv har været med til at skabe - og for eftertiden har der ikke været mange andre måder - ihvertfald ikke mere farverige måder - at berette om disse voldsomme hændelser end som netop sket i Toraen og andre bibelske værker.

Det er arkæologisk fastslået, at Akhetaten blev pludseligt forladt, da Amenhotep IV døde. At regeringsbyens elitære befolkning blot er rejst til Theben og taget til nåde af de mennesker, de så grundigt har trynet, er absurd. Det drejer sig om flere tusinde mennesker. Det er også besynderligt, at intet skulle være overleveret herom. Rømningen må ikke være gået stille af - men det gjorde den da heller ikke. Det gav nemlig genlyd i hele verden og der tales stadig om "Flugten fra Ægypten". Det var blot hoffet, der flygtede og ikke blot en flok israelitter. Der har troligen være mange israelitter i blandt, for årtiers økonomisk fremgang har givetvis trukket mange gæstearbejdere til - måske flere i regeringsbyen end andre steder. Livvagter og hjælpere er almindeligt gennem tiderne blevet rekrutteret blandt udlændige verden over - svejtsere hos paven i Rom og væringer i Konstantinopel - fordi det var lettere at sikre sig fremmedes loyalitet og hindre konspiration med en uvenlig omverden. Meningen med at flytte regeringen til en helt ny by, var jo netop at lægge afstand til livet og menneskene i Theben, så det har været sund fornuft med mange gæstearbejdere - og ser man på landkortet, kan de kun komme fra een kant, hvis man da ikke ville have negre - og det ville man af gode grunde ikke.

Det var verdens rigeste mennesker, der flygtede og der kan let have været ti til hundrede tjenere og livvagter for hver embedsmand, så på den måde kan der have været mange israelitter blandt de flygtende.

Det faktum, at flugten lykkedes, bekræfter, at den var vel planlagt og ledet. Det faktum, at de flygtende fik fodfæste i det fremmede, bekræfter, at de fik rigdomme nok med til etableringen.

Hæren har nødvendigvis haft kvarter i agerlandet - "det sorte land" - langs Nilen. Det ekspeditionskorps, der eftersatte de flygtende, må være udgået fra Memphis eller snarere Theben. Ved at flygte mod nordøst ud i ørkenen - "det røde land" - opnås et mægtigt forspring.

Da den eftersættende hær omsider får kontakt med de flygtende i Sinai, har disse allerede forskanset sig, og måske først da går det op for eftersætterne, at lejren forsvares af faraoens elitesoldater; dem har man næppe haft lyst til at bide skeer med. Flugten har været bedre forberedt end eftersætningen, og hæren har mest sandsynligt manglet forholdssordrer til hvad den så skulle gøre. Den har reelt ikke haft andet valg end at vende om - lige dér ved de flygtendes lejr kunne den ikke blive.

Har legenden ret i, at Moses er af israelittisk herkomst, kan han have været Faraoens øverste hærchef og chef for livgarden. Det forekommer sandsynligt og forklarer meget. Ved at forkaste traditionen og læse de gamle skrifter igen i et real-politisk lys, kunne forskere opbygge mere sandsynlige scenarier for jødedommens tilblivelse og dens arnested.

Ønsket om en centralmagt, som den Farao Amenhotep IV opnåede ved en ny monoteistisk religion, er også drivkraften for fremme og videreudvikling af jødedommen blandt eftertidens verdslige og kirkelige ledere. Dette koncept var stærkest i alliancer mellem kirke og fyrste og overalt har de upolitiske naturreligioner måtte vige.

I kølvandet på disse tanker opstår nye. Det er kendt, at europæiske jøder har verdens højeste gennemsnitlige IQ på 117. Den tanke, at de har rødder i en udvalgt elitær befolkning ved Amenhoteps hof, melder sig naturligt. Tanken er nok lidt langt ude, men svær at lægge fra sig. Det murrer også, at amerikanske jøder i gennemsnittet har en IQ på 112-115 og at en fjerdedel af alle nobelpriser er tildelt jøder, selvom de kun udgør godt 0,2 % af verdens befolkning.

Den gennemsnitlige IQ i Ægypten er 83. Når man søger at leve sig ind i Amenhotep IV' verden - altså den verden, han ville skabe i den nye hovedstad, rækker et gennemsnit på 83 ikke langt. Man kan ikke fortænke ham i at fravælge middelmådigheder. Måske udvalgte han mennesker, der kunne bidrage kreativt og konstruktivt til de høje mål, han satte sig. Den gennemsnitlige IQ i Israel må have været højere i oldtiden for siden at falde til et gennemsnit i dag på 94 grundet indvandringen fra syd. Det kunne have bidraget til præference for israelitter. Derudover kunne faraoen have været yderst selektiv i valg af medarbejdere. Når jøderne betragter sig som Guds udvalgte folk, har det så nogen bæring til oldtidens personalepolitik ved Amenhoteps hof eller er der helt andre forklaringer på den høje IQ hos europæiske og amerikanske jøder? En forklaring må der jo være.

Jo, Akhenaten var en rebel, en intellektuel rebel og en mægtig mand, der har sat sig mange spor i eftertiden.

Links: Akhenaton , Moses, Exodus