Kyotoaftalen skabte CO2-kvoterne og skabte dermed også svindlen med dem - den gode svindel, fordi ingen lider og både svindlere og bedragede er glade.

I Thailand tages nye biogasanlæg først i brug, når målinger viser hvormeget man "sviner" uden. Det giver den maksimale CO2-kvote, når så biogasanlægget efterfølgende tages i brug.

I Afrika er dette for omstændeligt. Man kan nemlig også opnå CO2-kvoter ved at plante træer. Ganske praktisk har man gjort kassava til et træ. Tusindvis af hektar urskov ryddes for at give plads til kassava. Det giver nemlig CO2-kvoter. Skovrydderen indgår aftale med et CO2-firma specialiseret i at skrive CO2-ansøgninger og forvalte kvoten. CO2-firmaet beholder typisk 30% af det løbende provenu, men giver til gengæld skovrydderen resten på hånden "up front".

I dette øjeblik sidder en lille gruppe mennesker i et kontorhus i en hovedstad et eller andet sted i Afrika og ser fornøjet tilbage på et givtigt år. Måske skulle de købe en ekstra pakke papir til næste år og lave nogle flere kvoter - lave mere af det, de er gode til.

Ude i Osi Uwutu sidder en skovrydder og tæller de dejlige penge, han har fået for at rydde urskov og plante kassava. Der er snart ikke mere urskov, hvor han bor, så han vil spørge de flinke CO2-folk om han ikke til næste år bare kan plante noget nyt kassava.

Også kunderne er fornøjede. De er alle vesterlandske regeringsfolk. Efterspørgslen på CO2-kvoter er stigende, så nye leverandører er kærkomne. Endelig kan Afrika levere noget, vi kan bruge her i Vesten. Kriminalitet og malaria hindrer ganske vist kontrollen med at alt går rigtigt til, men det klarer de flinke CO2-folk inde i hovedstaden så udmærket for dem.

Også de nyreligiøse vesterlandske CO2-dyrkere er glade. Deres høje uddannelse har længe higet mod en mere high tech tro. Og så kommer den nye klimavækkelse som var den kaldet - en fuldt færdig moderne religion med universitetsudannede prædikanter. CO2-kvoterne er indbegrebet af et moderne afladsbrev med syndsforladelse til de troende. Ikke sært at de er fornøjede over nu at kunne slå to fluer med eet smæk og gøre noget både for klima og for Afrika.

I går bragte JyllandsPosten et billede af bagerjomfruen, der sætter et forhøjet prisskilt i vinduet hos Langenæsbageren i Århus. JP forklarer, at det er resultatet af en kædereaktion på begivenheder Bush-administrationen satte i gang i "The Midwest" ved at præmierer produktion af bioethanol.

Det er ikke kun brødet i Århus, der bliver dyrerer, når bønderne i Iowa laver sprit. Det har skabt et boom for stivelse. I Thailand bygges nye fabrikker som aldrig før - alle selvforsynende med biogas fra spildevandet. Selvom biogas-anlægget står færdig samtidig med fabrikken, så tages biogassen ikke straks i brug. I stedet udledes spildevand til jordbassiner, så fabrikken "sviner" mest muligt, mens hvidklædte teknikere måler og rapporterer. Rapporten er nemlig grundlaget for størrelsen af den CO2-kvote, der bliver "frigivet til salg", når virksomheden omstiller til biogas som planlagt. Midwest-eventyret får altså ikke kun efterspørgslen på stivelse til at stige, men øger kuriøst også udbuddet af de CO2-kvoter, som Kyotoaftalen har skabt.

2. Juledag bliver man rusket vågen af avisoverskriften "Brødpris på vej mod smertegrænsen". Heldigvis har vi et vagtsomt øje derude. "Forbrugerrådet er så bekymret over de voldsomt stigende fødevarepriser, at det nu opfordrer Konkurrencestyrelsen til at undersøge, om priserne er skruet for højt op i jagten på ekstra avancer" skriver JP videre.

Det hele viser sig dog intet at have på sig. Vi slår op i "Frøken Jensens Kogebog"; ganger priserne fra de sidste kasseboner på hendes opskrift på franskbrød og ånder lettet op. Franskbrød af bedste slags koster stadig under 10 kr/kg og det er endda mælkeprodukterne, der tegner sig for 2/3 af råvareprisen. ALDI tager 10,60 kr/kg for franskbrød og 7,90 for mørkt rugbrød - begge skiveskåret. Jamen, hvad er der at bekymre sig over?