Disciple stod også i mesterlære. Jeg er nok den sidste nulevende farmaceut, der har stået i mesterlære. Det var den konklusion vor unge apoteker nåede frem til under et middagsselskab. Konklusionen ledsagede en opfordring til at fortælle om denne svundne tid.
Billedet viser discipelkammeret på Hundborg Apotek.

Der er det rigtige i det, at jeg blev discipel på landets mindste apotek i Hundborg tilbage i 1950'erne. Apoteket forekom konserveret og stedets to læger opretholdt det præg. Personalet bestod udover apoteker Rørbæk af en exam. pharm., en defektriceelev, en discipel og så apotekerkarlen.

Alt lavede vi selv. Den fabriksfremstillede medicin kunne være i et lille hjørneskab inde på materialkammeret. Vi slog tabletter med hånden, trillede piller i hånden, lavede injektionsmedicin på ampuller, pulvere, siruper, tinkturer, salver - ja, absolut alt.

Jeg boede i discipelkammeret på loftet over apoteket og det var min opgave at åbne om morgenen. En times tid hver morgen afstøvede Ella (defektriceeleven) og jeg de utallige krukker og dåser. Når vi i løbet af ugen nåede til vejs ende, begyndte vi blot forfra. Til forskel for Ella, skulle jeg åbne alle krukker og dåser og undersøge indholdet ved at lugte, føle og smage - det sidste var ikke helt ufarligt, men jeg kan forsikre, at det gav materialekendskab, der forslog.

Efter dette morgenarbejde fulgte arbejdet i kælderen. I takt med, at vi løb tør for lægemidler i officinet, blev de skrevet i defekt og skulle fyldes op fra materialkammer og kælder. Når også beholdningerne her blevet skrevet i defekt, var det min opgave at fremstille nye forsyninger. Fremstillingen skete i kælderen. Her havde vi frugtpresser til fremstilling af saft fra alle slags bær, store kogekar til udtræk fra eksotiske droger, emulsionsmaskine til håndfremstilling af cremer, destillationsapparat til vores vand og perkulator til koldfremstilling af sukkersaft etc.

De højtsiddende vinduer vendte ud mod gaden og til sidst kunne jeg kende hele byen på benene. Arbejdet i kælderen var fredeligt, men spændende. Når hele defekten var lavet eller sat i gang, gik jeg ovenpå igen og tog over i recepturen. I recepturen blev de ordinerede midler fundet frem eller fremstillet. Det var apotekeren eller farmaceuten, der skrev etiketten og beregnede prisen og det var dem, der holdt øje med, at ekspeditionen blev korrekt. Arbejdet blev altid lidt hektisk først på eftermiddagen, hvor vi skulle nå de mange recepter fra lægerne efter formiddagens konsultationer og de første sygebesøg. Specielt skulle vi nå, at få dét færdigt, der skulle med rutebilen. Det sidste samledes sammen til apotekerkarlens aftenudbringning med apotekerens bil.

I stille stunder modtog jeg undervisning på apotekerens kontor og vi gnavede os langsomt men sikkert gennem vort pensum. Undervisning i mere nymodens emner indenfor især kemi blev overladt til en kandidat på Løveapoteket i Thisted een aften om ugen.

Vi holdt åben 60 timer om ugen. Jeg havde imidlertid fri 4 timer een eftermiddag om ugen, så min normerede arbejdstid var kun 56 timer. Fritiden blev brugt til lektielæsning og de obligatoriske præparationer og rapporter foreskrevet i pensum samt på indsamling af planter til det ligeledes obligatoriske herbarium. Lørdag aften og søndag var nok det, der mest minder om dét, vi forstår ved fritid i dag.