mandag, november 27, 2006

 

En Pind i Kakkelovnen

Miljøstyrelsen har droppet planen om en skrotningsordning for gamle "uøkonomiske" bændeovne til fordel for en kampagne, der skal lære folk at fyre rigtigt.

Det er der sikkert mere brug for - især for os med forældet viden. I mit barndomshjem havde vi tre skorstene, komfur i køkkenet og en kakkelovn i hvert rum. Det var dog kun komfuret og den ene kakkelovn, der blev brugt. Der blev tændt op i kakkelovnen om aftenen og så holdt varmen sig lige til sengetid. Det var uhørt at fyre anden gang. Det giver sig selv, når vi selv skulle grave tørven, vende den og køre den hjem og hver dag bære den ind i riskurv.

Her i huset står en Jøtul kakkelovn. Brændkammeret måler indvendigt 20x20 cm. Dette tværsnit er kun en fjerdedel af gængse ovne i dag. Udnyttelsesgraden kender jeg ikke, men den er effektiv sagt på den måde "Den giver hurtig varme i stuen og hvis det skal være, kan den varme hele huset op". I Dansk Husmoderleksikon fra 1951 angives udnyttelsesgraden for brænde til 60% og det formentlig kun ved omhu og fuldt blus.

Da der stadig var liv i skrotningsplanen, drøftede vi anskaffelse af en ny miljørigtig ovn med forvarmet forbrændingsluft. Udvalget er stort. De nye ovne anprises for deres store brændkammer, glas hele vejen rundt og en udnyttelsesgrad på over 80%. Jeg betvivler ikke målingen hos Teknologisk Institut. Jeg betvivler derimod, at samme resultat opnås hos os - vi vil ganske enkelt ikke kunne være for varme - og så al den ilding, der skal til for at opfylde både forskriften og det store brændkammer.

Så, en mørk og stormfuld aften lægger vi nok engang en pind i kakkeloven. Den gamle Jøtul får lov at brænde ud og varmen holder sig lige til sengetid - lige netop, nu som før.

mandag, november 20, 2006

 

Kærlighed gør blind
- men kun på det ene øje.


Talemåden er velkendt, men tilføjelsen "- men kun på det ene øje" er en egen vendsysselsk realtilpasset afart.

Statistik viser, at hvert andet ægteskab lider skibbrud. Ingen statistik viser tallet for romancer. Man kan forestille sig, at dette tal som udgangspunkt omfatter den halvdel, der bliver skilt og så lidt til.

Romancen går i dag hurtigt over i, at man "lever på polsk" og flytter sammen. Den moderne kvinde er uafhængig, har egen indkomst og egen økonomi - og sådan skal det selvfølgelig blive ved at være tænker på han og hun, og selfølgelig deles man om udgifterne. Det falder så naturligt, at det er hende, der smutter indenom supermarkedet og handler ind. Det er hun alligevel bedst til. Det falder ligeså naturligt, at det er ham der smutter inden om byggemarkedet og køber ind til weekendens "gør-det-selv". Det er han nu bedst til. Det er også ham det handler ny bil og den slags. Det går jo næsten lige op. Det er en god ordning, for man slipper at diskutere noget så uromantisk som penge - og så går det jo næsten lige op.

Eftersom halvdelen af ægteskaber bryder op, kunne man gætte på, at det nok også går sådan for disse romancer. Her er det bare meget nemmere - usigeligt nemmere. Hun går bare ud af døren med de romatiske rester fra kølskabet, en frossen Danbokylling og en papvin. Han står tilbage med den uromatiske bil og båden, med sommerhus og villa. Han må dog lide den tort at spise ude den første dagstid.

lørdag, november 18, 2006

 
Venstres Landsmøde
- et antropologisk studie.
Venstres landsmøde her i weekenden minder os om menneskets sammensatte natur. Med moderne sprogbrug kan man sige, at vi både har et kollektivt og et individualistisk gen. Zoolog Desmond Morris anskueliggjorde dette med klapjagt som den evolutionære drivkraft bag fællesskabsfølelse og flokmentalitet i urbefolkningen og bue og pil som den selvforstærkende drivkraft for udviklingen af individualitet og intilligens hos det moderne menneske. (Billedet: Desmond Morris)

Overføres disse egenskaber til det politiske billede, ser vi for os en jævn overgang fra det rendyrkede kollektive menneske til den rendyrkede liberalist. Ser vi et øjeblik bort fra politiske modefænomener vil det parlementarisk flertalsstyre ganske enkelt trække en skillelinie midt gennem vælgerflokken. Folkeafstemninger har ofte vist tæt løb med kun få tusinder stemmers forskel. Der er ingen grund til undren. Det er en matematisk selvfølgelighed, at politikere vil trække mod midten, hvis de da vil gøre sig håb om at vinde og beholde magten. Anders Fogh er sig dette fuldt bevidst. Han har længe lært sig at tælle til 90, men har hans partifæller? Man kan godt komme i tvivl, når man hører oplæg til landstævnet.

Er det ikke kun billedeligt, at man kan tale om et kollektivt og et individualistisk gen? Viser det sig at evolutionen har sat sit spor i selve generne også på dette punkt, så står Venstre overfor et vedvarende problem. Så er der mere behov for genterapi end for dundertale. Med det stade genteknologien har i dag, nødes man til at udskifte hele individet og ikke kun det sprælske gen. Lykkes det ikke, kan vælgerbefolkningen finde på at udskifte hele populationen bag den nuværende regering.

Desmond Morris har publiceret sine iagttagelser i en række bøger, Catwatching, Dogwatching, Manwatching, Peoplewatcing etc. Det ville være interessant med endnu een i rækken - Conventionwatching.

fredag, november 17, 2006

 

Salt og Demokrati

Ligesom Brydensholt's tese om "De selvstændige og de Solidariske" har en gammel artikel i Scientific American om salt betydet meget for min samfundsforståelse. (Billed viser Gandhi på saltmarchen)

Mennesket skal have tilført ca. 2 gram salt om dagen for at overleve. I det indre af land kunne urtidens folk skaffe sig dette fra deres jagtbytte. Med agerbrugets fremvækst blev folk bosiddende og købmændene lærte sig at handle med salt. I Afrika førte saltkaravaner saltet dybt ind på kontinentet.

Stormænd har selvsagt kastet deres øjne på den givtige salthandel, hvor naturen byder kunderne at købe. I Tyskland satte stormænd sig på udvinding af salt fra indenlandske saltminer og lagde grunden til de fyrstendømmer, vi kender i dag. I Frankrig tiltog herremænd sig monopol på salthandel og det kostede livet at skaffe sig salt udenom monopolet.

Svært anderledes var det i kystnære områder. Her kunne folk skaffe sig det livsnødvendige salt fra havet. De var sværere at kue. Fyrstevælde havde det svært i kystbefolkninger. Til gengæld var der her des større grobund for frihedstanker, selvstændighed og demokrati.

Det var derfor ikke nogen tilfældighed, at Mahatma Gandhi startede den een måned lange saltmarch til Dandi i Gujarat - The Salt Satyagraha - som en protest mod briternes saltskat. Marchen slutte 6. april 1930 med at Gandhi symbolsk lod solen udtørre en skefuld havvand, nok til at overtræde loven om briternes saltmonopol.

Ikke sært, at den selvstændige indstilling udviklede sig kraftigt i Vendsyssel og andre "fjerne" og kystnære lokaliteter.
 

De Selvstændige og de Solidariske

Landsdommer Hans Henrik Brydensholt holdt for mere end 25 år siden et foredrag på JyllandsPosten. Her fremsatte han den tese, at befolkningen deler sig i to grupper efter indstilling - de selvstændige og de solidariske. De to grupper er næsten lige store. Kun en lille restgruppe falder udenfor.

Selvom jeg ikke selv hørte foredraget, har denne tese påvirket min samfundsforståelse - måske endda mere end havde jeg været til stede. Min svogers referat har givet større plads for min egen udlægning.

Nu vil man tro, at de selvstændige stemmer liberalt og de solidariske socialistisk i politik, men sådan er det ikke. Skellet går gennem politik, økonomi, ja gennem alt.

Skellet går efter indstilling og holdninger dannet i barneårene og får virkning for livet til alderdom.

De solidariske hælder til kommunal hjemmehjælp og de selvstændige til privat. De selvstændige skaffer sig ekstra hjælp ved tilkøb og de solidariske ved at råbe op. Den dugfriske debat om brugerbetaling og tilkøb er vel det, der fik mig til at tænke på Brydensholt's tese lige netop nu.

Et andet eksempel er fisketegn. De solidariske finder det OK med fisketegn, medens de selvstændige ikke fatter en brik.

I Vendsyssel - min hjemegen - er de selvstændige i stort overtal. Det kan hænge sammen med at fyrsten (øvrigheden) aldrig fik samme magt mod nord som på de fede jorder på øerne. Vendelboerne blev heller aldrig livegne.

Spøgefuldt siges det, at momsen aldrig er slået an i Vendsyssel. Der er et gran salt i dét, som jeg husker det. Hjemme talte man åbenlyst om "skatteundragelse" ved selskabelige sammenkomster. Da jeg kom til Skanderborg, gjorde man det ikke. Der skulle gå flere år, inden jeg fandt ud af, at borgerne her mod syd havde en ligefrem større tilbøjelighed til snyd. Ikke nok med at de tav om det, de priste det solidariske. De kunne tale sig varme til fordel for kulturhus, Det Kongelige Teater etc. "Det må vi da støtte" sagde de, men mente "Det må I da støtte". Den holdning har jeg ingen errindring om hjemmefra. Nok var vi mod øvrigheden og mod at bidrage til den, men vi bad heller ikke om noget.

Nu skal det refærdigvis siges, at hjemme blev skatten i højere grad pålignet end selvangivet.

This page is powered by Blogger. Isn't yours?

Google

Den Virtuelle Charterrejse XIIIAalborg Universitet... Den Virtuelle Charterrejse XIIHjørring Overskole(f... Den Virtuelle Charterrejse XIThe Big Bang(fortsat ... Den Virtuelle Charterrejse X- Hanstholm Underskole... Den Virtuelle Charterrejse IX- Hanstholm Kommune(f... Den Virtuelle Charterrejse VIII- tiårsjubilæum(for... Den Virtuelle Charterrejse - VIIVirkeligheden udfo... Den Virtuelle Charterrejse - VIKommunikation(forts... Den Virtuelle Charterrejse VHus nr. 2 - Spinn Off.... Den Virtuelle Charterrejse - IVFryns og Nyheder.(F...