Moses. At formulere en ny religion på Moses' tid krævede intet mindre end en farao. Det er ganske enkelt utænkeligt, at en almindelig stormand endsige en menigmand kunne magte det. Det giver derfor mening, når Sigmund Freud knytter Moses til farao Akhenatens hof.

Akhenathen blev kendt for sine revolutionære og pacifistiske holdninger og havde som farao den intelektuelle og økonomiske pondus, det krævede. Mere end 2000 publikationer - mere end for nogen anden farao - omhandler ham og flere og flere henlægger jødedommens vugge til hans hof.
Da han dør eller bliver styrtet, er det plausibelt at Moses må flygte. Moses kan umuligt have være den eneste tjener, der måtte flygte. Der må have været et betydeligt antal af elitære præster og embedsmænd, der har gjort ham følge. Selvom følget i Exodus angives som hebræiske tvangsarbejdere, så er det svært at se, hvorfor de skulle blive forfulgt. Det lyder mere sandsynligt, at det kun er Akhenatens tjenestemænd, der er blevet stæbt efter livet grundet deres monoteistiske religion - det er jo den, det gamle præsteskab vil til livs og ikke en uformående men nyttig og billig arbejdskraft blandt isralitiske fremmedarbejdere.

Da flugten lykkedes, tager det ikke lang tid for Moses at præsentere en fiks og færdig religion. Heller ikke det lyder sandsynligt med mindre Moses har tilegnet sig den ganske lære i Akhenatens tjeneste.

I det gamle testamente er der over 600 henvisninger til Ægypten. Dette og meget mere peger på Akhenatens hof som jødedommens vugge og på Moses som hans embedsmand. Akhenaten havde kapacitet og motiv til at skabe en ny monoteistisk tradition. Det havde en Moses næppe.

Det kniber imidlertid med kronologien, men det kniber også at fastslå Moses levetid, så mon ikke brikkerne falder på plads en dag.