Den Virtuelle Charterrejse - III

The Creative Economy.
(Fortsat fra)

Resumé: Med finanskrisen i 2008 gik forbrugsfesten i stå. Folk holdt op med at købe overflødige ting og verden holdt op med at producere dem. Det blev verden nu ikke fattigere af. Tværtimod. Det gav mange ledige hænder og det er værdifuldt, hvis altså nogen har ideer, disse hænder kan bruges til. Det havde Karsten Ree. Han var blevet mangemilliardær på salget af Den Blå Avis til eBay og han havde ideer at bruge pengene på. Det kom nordenfjordske ingeniører til gavn og sammen udviklede de hele konceptet for ”Den Virtuelle Charterrejse”. I 2025 kunne man festligholde 10-årsjubilæet for den første rejse af slagsen.

For bedre at forstå, at det kom til at gå så godt, kan det være nyttigt glimtvis at se tilbage på året 1776 hvor Adam Smith fik udgivet “The Wealth of Nations”. Adam Smith var ikke meget for ”private enterprise”. Han syntes ikke virksomhederne bidrog med noget godt til samfundet og han havde sikkert ret – dengang. I det 20. Århundrede blev disse synspunkter gjort til skamme. Den nye ”Industrial Economy” blev alene båret frem af private virksomheder og skabte den største materielle fremgang for mennesker nogensinde. Ved århundredets slutning, sås endda flere og flere virksomheder aflægge ”grønne” regnskaber og de første ”sociale” regnskaber så dagens lys. Ved indgangen til det nye århundrede var fremstillingen af forbrugsgoder blevet automatiseret. I landbruget var der kun få tilbage. Aldrig havde ting været så billige. Kimen til det, man kalder ”Creative Economy”, var imidlertid også blevet lagt. Eksempelvis nåede Microsoft Corp. en markedsværdi per medarbejder, der langt oversteg en virksomhed som McDonald's med overvejende håndens arbejdere. I det nye århundrede var ideer den virkelige kapital og slet ikke mursten og maskiner. Computerprogrammer kunne udvikles og spredes over verden på et øjeblik og i ligeså mange kopier, som nødvendigt uden meromkostning.

Med Creative Economy bliver det vigtigste ikke ejerskab til de såkaldte intellektuelle rettigheder – piratkopiering er alt for let. Nej det vigtigste blev det, der var inde i medarbejdernes hoveder af viden og holdninger. Det kunne aktionærer ikke eje på samme måde som en maskinpark. Virksomheder kunne ikke eje folk, men de kunne prøve at holde på dem.

”Den Virtuelle Charterrejse” passede som fod i hose til denne nye økonomiske verdensorden. Den var baseret på ideer. Realiseringen krævede kun få materialer og et minimum af energi.

Creative Economy bragte så at sige Adam Smith på banen igen så mange år efter hans død. Mange politikere ville skattelettelser og have folk til at øge forbruget for at holde ledigheden nede, men de havde ikke forstået pointen og ej heller set lyset. Verden ville netop ikke blive rigere ved at genoptage produktionen af inderligt overflødige ting. Mere kinesisk skrammel var ikke vejen frem. Det, der skulle til var, at ”samfundet” igen påtog sig iværksætterrollen på områder hvor kun ”samfundet” kunne løfte opgaven. Når vi eksempelvist indså nytten af knytte landsdelene sammen, så skal Christiansborg gennemføre højhastighedsforbindelser, indsætte magnetdrevne tog og alt, der nu skal til af broer og dæmninger – uanset omkostningen. Erkender man uafhængighed af energiimport som et nationalt gode og som national sikkerhed, skal planer til afhjælpning gennemføres uden skelen til omkostningen. Man skal sige, at sådan og sådan skal det blive og så overføre ledige hænder til gennemførelsen - til nyttigt arbejde. Se det bliver man rigere af. Utilstrækkeligheden af statslige monopolvirksomheder som SAS, DSB med flere kan have skræmt politikere, men det må ikke fratage dem ansvaret for at sætte ting i værk. Erkendelsen af, at det offentlige ikke har evne til at drive virksomhed, kan så meget vel blive, at de nye driftsmidler overlades til privat foretagsomhed.

Denne side af Creative Economy bredte sig langsomt, som en ”bevægelse” nu engang gør og med mange hindringer at overvinde. Socialisterne, der ikke havde tænkt én ny tanke siden stormen på Versailles, kunne ikke bane vejen. Deres leder – pigen fra Ishøj - havde intet projekt. Ved lejlighed ”jebbede” hun op som man sagde i Nordjylland og uden at have noget på hjerte. De konservative havde ligeså lidt et projekt. De var jo i bund og grund også kun forkromede socialdemokrater af sind. Venstrefolk følte ansvaret, men var handlingslammede af et utilstrækkeligt politisk flertal. Noget skulle ske – noget voldsomt. Ellers kom man ikke ud af dødvandet. Og det skete.

Fogh forsøgte sig. Udskrev folketingsvalg i 2010 men tabte. Helle blev statsminister og Villy skatteminister. Venstrefløjen jublede. Nu skulle der ske noget. Som det første inddrog Villy al fortjeneste på hushandel til statskassen. De vælgere, der havde brugt deres beskattede indtægter på at bygge og forbedre deres huse i stedet for at rejse pengene op, var lamslåede. Det var jo ikke det, de havde ment, da de stemte Helle og Villy til magten. De, der havde lagt til side til deres alderdom enten alene eller sammen med deres arbejdsgivere, så med undren sløsede naboer blive forgyldt – blot de havde brugt hver en klink til unytte. Helle undlod nationalisering af bankerne, men oprettede statsbanker, for - som det hed sig - at forsyne erhvervslivet med rigelig og risikovillig kapital. End ikke Steffen Møller og Knud Heinesen ville have kunnet lænset kapitalen hurtigere. Statsbankerne skabte også en tiltrængt adgang til velaflagte job for politikere og andre i fortjenstfuld offentlig gerning. Islandske politikere kom til at fremstå som helt ansvarlige til sammenligning. For første og eneste gang i dansk folkestyre blev en regering presset fra magten af en folkestemning. Oprøret blev ublodigt, fordi Helle valgte at give op i tide.

Hun blev afløst af en tidligere finansminister Lars Løkke Rasmussen. Det blev ikke rigtig godt. Han var ikke Pia’s kop te. Hun måtte desværre se sin protegé Anders Fogh blive formand for EU – ham havde hun gerne beholdt, blot han var blevet mere hjemme og passet butikken.

I 2008 var der imidlertid sket noget - dengang ubemærket - der lagde grunden til fornyelse. Brian Mikkelsen var trådt i karakter og havde sit fornavn til trods vist handlekraft og fyret rigspolitichefen. En sådan handlekraft kaldte ubevidst lidt varme frem i kinderne hos de kvindelige partiledere. Det var det, der flere år senere, banede vejen for "Lov om positiv særbehandling af etniske minoriteter i visse brancher". Helle, der sædvanligvis bare ”jebber” op, havde lyttet, da Brian talte for loven. Margrethe havde udtalt, at hun ville stemme for Brian som forhandlingsleder efter næste valg. Selv Pia viste sin imødekommenhed og gik med i loven.

For de konservative blev det et gennembrud. Brian blev den nye alfa-han, de havde savnet (hvor sært det end må lyde). Han genskabte deres tro på store industrielle projekter som magnetbaner, metanolanlæg m.m. og vandt deres forståelse for, at staten skulle gå forrest i etableringen og derefter overlade driften til erhvervslivet. Glemt var Conny. De følte suset fra Tietgens dage. Pia, som på det tidspunkt var alene om at repræsentere liberal politik, så de nye tider og tanker og markedsførte dem med vanlig enkelthed og klar tale. Et nyt lederteam var skabt.

Det er i disse omgivelser, Den Virtuelle Charterrejse blev født og voksede op. Og den skulle vise sig at blive eksponent for den nye tid. Intet under, at Grenåboerne spekulerede på, hvad fremtiden mon kunne bringe. Kunne det nu være rigtigt det hele? Det er vi nu flere, der er spændte på.

Fortsættes i Den Virtuelle Charterrejse - IV.