Aborren er kendt for at kunne blive så talrig, at den ikke kan skaffe sig føde nok til at vokse til fuld størrelse, når tiden ellers er inde til det. Bestanden forbliver talrig og kommer til at bestå af dværgfisk.

Noget, der ligner dette tusindbrødresamfund, ses i folkerige egne. Fattigdom og børnerigelighed er tæt forbundne og fortsætter i et låst forhold, som samfundet ikke ved egen hjælp kan komme ud af. Kineserne forsøger at bryde mønstret med en konsekvent et-barns-politik. Inderne gør det samme, men demokratiet er mindre konsekvent. I Afrika virker AIDS, ellers intet. I Latinamerika heller intet - tværtimod modsætter paven sig enhver tanke om at regulere fødselsraten.

Enten fattigdommen eller fødselsraten skal nedbringes for at bryde mønsteret. Kan fødselsraten ikke begrænses politisk - f. eks. som det sker i Kina - så har vi kun fattigdommen at ændre på. Kan vi nedbringe fattigdommen, kan vi fortrøstningsfuldt regne med, at fødselsraten følger med ned, sådan som vi har set det i Europa. Den politiske metode er billig, effektiv og hurtigtvirkende, fattigdomsbekæmpelse dyr og langsommelig. Netop langsommeligheden er denne metodes svaghed, fordi det giver populationen tid til at vokse sig stor og så at sige spise forbedringerne op i takt med at de sættes ind. Det svarer lidt til at bekæmpe en infektionssygdom med for lave doser medcin.

Meget taler for at fattigdomsbekæmpelse skal ske pletvis indenfor så begrænsede områder, at vi magter at gøre det massivt og endeligt inden vi tager fat på det næste område. Erfaringer viser at fremgangsmåden ikke fører til tilbagefald. Bistand kan også gives med kløgt. Dette er ikke heltud sket i Grønland og Ulla Tørnæs afviser blankt at bruge viden i ulandsbistanden.

Fødselsraten - barn per kvinde - i visse lande (Kilde: CIA, The World Factbook, 2007) : Afghanistan 6.6, Argentina 2.1, Brasilien 1.9, Kina 1.8, Danmark 1.7, Estland 1.4, Indien 2.8, Italien 1.3, Kenya 4.8, Nigeria 5.5, Singapore 1.1, USA 2.1. Generelt er fødselsraterne vigende.

"Energy Unlimited" af Harry M. Davis udkom på dansk i 1948 og jeg har nok været 15, da jeg købte den nedsat til 4,50 kr. Det er forpasset at anmelde bogen, men facinerende læsning var det.

Selv om bogens forudsigelser holder stik i mangt og meget, så er ubegrænset energi nu 60 år efter endnu ikke indenfor rækkevidde. Det kan endda have lange udsigter, så vi må nok holde hus med det, vi har.

Tredive år senere opstod en voksende bekymring for at løbe tør for alting. "Grænser for Vækst" kastede skygger ind i direktionskontorerne verden over. Sådan var det hos Grindstedværket - min daværende arbejdsplads. Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) holdt årelange møderækker om vore resourcer og muligheder og det faldt i min lod at følge disse møder samt at arbejde med fremtidsforskning - alt sammen for at vi ikke skulle blive taget på sengen. (Eksempelvis indså vi i tide, at frygten for en global proteinmangel, hvilede på falske forudsætninger og dét sparede os for fejlinvesteringer).

Alt i alt gik det ikke så slemt. Det gør det nok heller ikke med energien. Den tiltagende efterspørgsel og den tiltagende knaphed vil stedse afbalancere hinanden økonomisk. Men. Der er dog et men. Energi adskiller fra andre resourcer - vi kan nemlig ikke skære vilkårlig dybt i energiforbruget uden, det går ud over maden. Et hjemmelavet værktøj fra fremtidsforskningen dengang rinder mig i hu. Det var en matematisk model for klodens madforsyning. I modellen forudsattes en tredeling af kloden. Een tredjedel som naturpark uden mennesker. En trejdedel som rekreativt område uden fastboende og en sidste del forbeholdt mennesker og deres virke. Med FAO' s jordbundsdata og klimatabeller kunne agerbrugets udbytte beregnes under vilkårlig energitilførsel og på samme måde kunne befolkningstætheden beregnes under vilkårligt husdyrhold. Data blev hullet på strimmel og General Electric Mark I time-sharing FORTRAN i USA fik lov at lave regnestykkerne. Det kan ikke undre den tænksomme, at uden tilførsel af fossil energi fandtes kloden lige netop at kunne ernære en befolkning som i den førindustrielle tid - d.v.s. max 1 millard.

Hvor facinerende det end var som teenager at læse "Ubegrænset Energi" så ser jeg gerne udnyttelse af fusionsenergien udskudt meget længe og langt hellere ser jeg, at vi bruger den resterende fossile energi til at tilpasse os min gamle model fra 70'erne. Med en fødselsrate på 1,5 barn per kvinde - svarende til en familiestrategi med to børn; vel at mærke overlevende børn - vil vi kunne nå ned på en milliard mennesker i løbet af ti generationer (300 år). Det er hverken strengt eller umuligt. Når vi så forsker videre i de energikilder, vi allerede råder over, så kan der såmænd i tilgift blive råd til et ganske flot husdyrbrug.

Det kan vi nok ikke blive enige om, men sikkert er det, at det kul, vi har, bliver brændt af uanset hvormeget vi sparer - og sikkert er det; vi kommer op at slås om det.