Sam Gupta mødte op som aftalt og blev vist rundt i lægehuset.

Vi er en håndfuld læger her og et par ude i byen fælles om klinikken. Vi driver den som en andelsvirksomhed. Under forskellige selskabsformer drives tilsvarende klinikker i alle byer. De har alle en skadestue, sengestue og et videostue foruden konsultationerne.

Da vi gik over til at bruge sygesedler, fik vi mere tid til den enkelte patient og tid til at tage på sygebesøg – næsten ligesom i gamle dage. Vi rykker ud ved alle alarmer mærket sygdom eller ulykke. Alarmcomputeren kender vore præferencer, kvalifikationer og planer. Alarmer fra kuttere i søen starter automatisk videorummet op. Alle kuttere har transportabelt video og vi kan fortsætte konsultationen med kutteren, indtil en lægehelikopter når frem, men ofte klarer vi det over video.

Alle hospitaler og klinikker er i dag bundet sammen med video. Med transportabelt udstyr kan jeg få en specialist eller kollega til at kigge med, når jeg er på sygebesøg og vil have hjælp til en diagnose eller behandling. Den transportable video er i al sin enkelhed blot et WEB-kamera indbygget i pandelampen. Det jeg ser og hører, er det min kollega ser og hører.

Vores lokale skadestue sparer os mange vigtige minutter, fordi vi kan sætte behandling i værk med det samme, mens vi gennem videokommunikation afgør om patienten skal flyttes eller vi i stedet skal hente en specialist. Vi må heller ikke undervurdere værdien af den betryggelse en lokal skadestue giver hos befolkningen.

I Frederikshavn har vi landets største videohospital til fjernoperationer. Kateteroperationer udføres ligegodt om kirurgen sidder i Aberdeen eller Frederikshavn. Ligeså ved åbne operationer, hvor en lokal kirurg så må føre kniven.
Vores fleksibilitet og effektivitet er flere gange bedre en før ”The Big Bang”. Læger måler typisk, deres produktion i det antal patienter, de kan nå at ”se” på en dag. Almindeligvis ”så” en privat praktiserende læge fem gange flere patienter end hans hospitalskollega. Det var særligt slemt for kirurger, fordi den effektive arbejdstid blev for kort til at udvikle deres færdigheder. De kunne heller ikke nå at tilegne sig komplicerede tekniker. Ikke ualmindeligt kunne en kirurg først påbegynde operation ved ellevetiden. Og efter frokost, skulle han være påpasselig, at blive færdig inden klokken tre – ellers skulle sygeplejerskerne på overtid og så var fanden løs. Så slemt var det ikke på privathospitaler, for dér begyndt narkoselægen tidligt, så den første operationspatient kunne være klar ved dagens begyndelse og eventuel overtid var ikke noget problem.

Da regionerne tog over efter amterne, begyndte det ligeså stille at gå galt. Regionspolitikerne var jo ikke erhvervsfolk og havde svært ved at lede en så stor virksomhed. De færreste kunne drive en pølsebod – og så en jættestor arbejdsplads? Nej; og produktiviteten faldt da også støt indtil systemet kollapsede. Ligheden med en supernova var slående. Den starter med at svulme op for så at eksplodere og slynge sit materiale ud i kosmos. I lægekredse taler vi om tiden før og efter ”The Big Bang”. På et tidspunkt nåede hospitalsvæsenet en sådan størrelse, at det formelig eksploderede som en supernova og slyngede læger og sundhedspersonale ud i den omgivende verden.

Man havde paralleller i blandt andet skolevæsen. Godt for det. Man kan sige, at var det ikke gået så galt over en bred front, som det gjorde, kunne vi have endt med endnu en lappeløsning. Løsningen kom med det kommunale selvstyre. I Vendsyssel havde man taget ved lære og var indædt besluttet på aldrig mere at bygge en sådan kolos op igen. Tværtimod. Hvis noget kan decentraliseres, så gør vi det.

Hospitalerne blev indrettet efter nøjagtig samme principper som de lokale lægehuse. Blot var de fælles faciliteter mere omfattende og avancerede og de enkelte konsultationer blev drevet af specialister. I dag er vi færre end en tredjedel af det antal læger, vi havde før ”The Big Bang”, og vi udretter meget mere – og vel at mærke uden ventelister overhovedet.

Et problem, som de gamle sygehuse sloges med, var de elektroniske patientjournaler, som ikke kunne læses i andre afdelinger. Det løste vi med et snuptag uden det kostede en krone. Vi lagde blot journalerne ud på Internettet, som var det blogs. Hos Google fik vi passwords, så patienter og sundhedspersonale kunne læse journalerne uanset tid og sted – og uden videre.

En stor administrationscomputer i Hjørring betaler de mange honorarer og trækker direkte på de respektive kommunekasser. Systemet er selvkontrollerende, fordi alle patienter har en eller anden form for selvrisiko på deres sygeforsikring. Alle disse øjne er bedre end nok så mange kritiske revisorer. Kommunerne sætter også store midler ind til fonde for nye tiltag. Det store videohospital i Frederikshavn blev eksempelvis finansieret af en sådan fond. Vi har ingen problemer med at få midler til udstyr, bare kommunerne kan slippe for at eje det.

Efter ”The Big Bang” tog Aalborg Universitet initiativ til en modernisering af lægestudiet. Det er mere end hundrede år siden, at ingeniørskoler ophørte med at uddanne polyteknikere. I dag, hvor vi har vænnet os til en differentieret ingeniøruddannelse med stærk- og svagstrømsingeniører, bro- og husbygningsingeniører, kemiingeniører o.s.v., kunne vi ikke forestille os, at en enkelt polytekniker kunne magte dagens viden. Alle uddannelser specialiserede sig ud i den detalje som vidensudviklingen måtte kræve – alle undtagen lægestudiet. Tandlæge- og farmacistudiet var tidligt blev skilt ud, men så var også alt sagt. Det fik den konsekvens, at læger var midaldrende, inden de blev udlært. Aalborg Universitet gjorde op med det. Efter et fælles basis år, begynder den lægestuderende nu at vælge retning og ender på normal tid som fuldt uddannet lægespecialist. Alle grene af sundhedsvæsenet, lægehuse og hospitaler inddrages i uddannelsen og er for en tid eller for stedse en del af Aalborg Universitets medicinske fakultet. Fakultetet er ikke en geografisk afgrænset enhed, men alene afgrænset af dets evigt foranderlige aktiviteter – vel at mærke aktiviteter, hvor universitetet er medbestemmende og betaler.

Fortsættes.

Den Virtuelle Charterrejse X
- Hanstholm Underskole og Trællegenet.
(fortsat fra)

Resumé: Nu, hvor 25 års jubilæet for den første virtuelle charterrejse på Anholt stod for døren, blev det klart for alle medier, at der ville blive tale om en Mega-begivenhed. CNN havde derfor sendt reporter Sam Gupta af sted for at opbygge baggrundsmaterialet til dækning af begivenheden. Han var begyndt i Hanstholm. Her havde Anna Fink flere gange omtalt ”Klitten” og det krævede en nærmere forklaring.

”Klitten” viste sig at være en underskole, der holdt til på ”Klitgaarden” på toppen af bakken. Forstander Peder Steensgaard fandt han ude i marken. Her var forstanderen og en flok børn travle med at stakke hø. Sam fik stukket en rive i hånden. Hvis han hjalp til, kunne de hurtigere blive færdige og få tid til en snak. Den snak fik de så hjemme på gården.

Sådan har det ikke altid været. For år tilbage havde man den ”sorte skole”. Ikke fordi det nødvendigvis behøver at været noget galt med den skoleform. Det var bare gået hen og blevet sådan, at lærerne tilbragte mere tid i lærerværelset og med andre ting end at være sammen med børnene. Og halvdelen af den tid brugte de til at få ørenlyd. Regeringen sendte byger af bestemmelser for at forbedre situationen. Det blev det ikke bedre af. Folk var også trætte af at se børn stå og hænge ved bagerforretningen i frikvartererne. Børnenes motorik var alarmerede ringe. Overvægt hærgede dem. De, der ikke blev passiveret af deres overvægt, kunne desværre blive nogle værre ballademagere.

Kommunen var ikke sene til at udnytte det kommunale selvstyre. De nedlagde kommuneskolen og købte stedet her. Alle love og bestemmelser om undervisning og skolepligt blevet ophævet. Pensumplaner og eksaminer gik samme vej.

Nu fungerer gården som underskole og drives af børnene sammen med forstanderen og nogle forvaltere. Forvalterne har udover deres landbrugsfaglige uddannelse gennemgået et coachingmodul på universitetet. Der er både agerbrug og staldrift og et lille mejeri til gården. Døgnrytmen bestemmes af solens gang og af malke- og fodringstider for bæsterne. Vi er kun få lærere, men til gengæld tilbringer vi al vor tid sammen med børnene. På mange måder minder det om livet på en højskole i gamle dage.

Der er ingen opdeling i klasser og heller ingen klasseundervisning - heller intet lærerværelse. Undervisningen er i det hele taget ikke fagdelt, men helt og holdent knyttet til det daglige arbejde. Børnene fordelt i grupper med både store og små. De store hjælper de små og der er ingenting, man lærer så meget af, som at hjælpe andre. Mere end halvdelen af arbejdet sker med simple midler og minder meget om landbruget hos Ames folket i USA.

Til resten af arbejdet bruger vi moderne hjælpemidler, så ingen forlader skolen uden kunne køre og vedligeholde en traktor, mejetærsker o.s.v. På mejeriet lærer de at passe motorer, dampanlæg og får indgående indsigt i bakteriologi og hygiejne. De regner som den naturligste ting af verden på tilførsel af kvælstof, kalium og fosfor til vore kulturplanter og alle lærer at lave foderplaner for dyrene.

Vi aflægger besøg hos samtlige virksomheder nede i byen og skriver rapporter om besøgene. Forældrene tager flittigt del i undervisningen og træder til, når børnene vil lære noget specielt. Undervisningen foregår på modersmål og engelsk. Det rigsdanske falder os ikke let på tungen og er jo også nærmest en sjællandsk dialekt.

De fleste børn tager hjem om aftenen, men der er altid nogle af de ældste, der bliver og overnatter. De hjælper med at røgte hestene til nat og er gode at have ved hånden, når en so skal fare. Hver aften er der frugtgrød og mælk eller hjemmelavet tykmælk for dem, der måtte være. De ældste kan godt lide at hænge ud og der er altid en seng til dem, der vil blive.

Én gang om ugen kommer gamle Lass Mikkelsen ind om aftenen og fortæller historier. Så er de der alle - med forældre. Når den gamle fortæller om nornerne Urd, Verdande og Skuld og om livstræet Yggdrasil eller om de gamle sagnkonger, har han tilhørernes fulde og udelte opmærksomhed.

Mange af drengene vil ud at fiske, så snart de kan få lov. Pigerne hænger gerne ved skolen længere. Dem, vi kan snakke for det, tager på Hjørring overskole, når de er store nok til det.

Sam Gupta måtte absolut have et reportagehold over, men der var lidt mere han skulle have rede på først. Sognefogeden havde talt varmt om det sundhedsvæsen, som de blandt andet drev sammen med nabokøbstæder. Inden han tog ind og kiggede på den overskole, som forstander Peder Steensgaard fortalte om, ville Sam besøge en lokal sundhedsrepræsentant. Det blev den norskfødte læge Olav Heinefjord, der havde praksis i lægeklinikken nede i byen.

Som det kan høres, så kommer jeg fra Bergen. Den evindelige regn bekom hverken
mig eller min familie, så da der blev mulighed for at købe en praksis her i Hanstholm, slog vi til. Det har vi ikke fortrudt. Jeg går meget op i antropologi. Den interesse har jeg fået mulighed for at videreføre på Aalborg Universitet som ekstern lektor. Vi er et team, der lige har publiceret en artikel om trællegenet. Ja, det er vores slang for mitokondria DNA. Det er en slags DNA med eget genom, som vi kun får fra vore mødre og som ellers er uden arvelige egenskaber. Af samme grund bevares det intakt i mange generationer og kan bruges til at følge folkevandringer over tusinde år.

Op gennem forhistorisk tid fandt en betydelig import af trælle sted. Størsteparten kom fra Lilleasien og blev ført hertil via handelsvejene ad de russiske floder og videre over Østersøen. Vesterhavet blev først benyttet senere, da vi fik bedre skibe. De blev fortrinsvist afsat i de sydlige og østlige landsdele. Jorden var federe her og prislejet bedre. De nordlige egne fra Limfjorden og nordover og det norske land var fattigere og havde ikke råd til kostbare trælle.

Trællene er for længst givet fri. De går rundt blandt os med skjorte og slips uden at skille sig ud, men deres mitokondria DNA peger endnu den dag i dag tilbage til deres oprindelse i Lilleasien. Det er derfor vi blandt fagfolk kan finde på at bruge udtrykket ”trællegen”. Livet som træl sætter nemlig også et spor i sindet. Et spor som holder mange generationer. Trældom kuer folk. De mister kampgejst. De vil ikke længere slås for sit og sine. Det kunne vi nok ikke have sporet til i dag, om ikke det op gennem tiden var blevet genopfrisket som det skete under livegenskabet. Det blev igen på de federe jorde mod syd og øst, at bønderne blev livegne, medens Vendsyssel og Norge helt gik fri.

I den undersøgelse, vi lige har publiceret, har vi undersøgt mitokondria DNA hos folk i hus nr. 2 på Anholt. Hos et overvældende flertal peger deres mitokondrier på en oprindelse i Lilleasien. Indslusningsprogrammerne har utilsigtet fungeret som en jættestor antropologisk sigte og opkoncentreret trællenes efterkommere i hus nr. 2. Det stemmer også med, at store dele af Sjælland i dag er affolket, mens færre end hver femte vendelbo har ladet sig friste af lyksalighederne i hus nr. 2.

Jeg skal ud på sygebesøg nu, men hvorfor ikke komme igen i morgen, så skal jeg vise dig nogle andre antropologiske iagttagelser og jeg vil også gerne vise dig rundt på lægeklinikken.

Det var Sam Gupta ikke sen til at takke ja til. Det her var for spændende og han
kunne tidsnok komme til Grenå. Her var der jo heller ingen der kendte ham eller
ventede ham.
(Fortsættes).

Den Virtuelle Charterrejse IX
- Hanstholm Kommune
(fortsat fra)

Resumé: 24. juni 2025 afholdtes 10-årsjubilæet for den første virtuelle charterrejse på Anholt. Nu, hvor 25 års jubilæet stod for døren, blev det klart for alle medier, at der ville blive tale om en Mega-begivenhed. CNN sendte derfor allerede i 2024 reporter Sam Gupta, søn af Dr. Sanjay Gupta, af sted for at opbygge baggrundsmaterialet til dækning af begivenheden.

Sam Gupta fra CNN tog til Grenå, men blev hurtig klar over, at baggrundsbelysning for den kommende festival skulle søges i det omgivende land. Han kunne ligeså godt begynde fra en ende af og rejste allerede næste dag videre til Hanstholm. Her rådede folk ham til at tage en snak med den lokale sognefoged Chr. Thomsen. Han var hver morgen at finde på havnen. Det skulle vise sig at være den rette. Chr. Thomsen kender om nogen sin by og dens folk.

Folk kalder mig sognefoged. Det er jeg ikke. Det er der slet ikke noget der hedder mere, men min oldefar og min bedstefar var sognefogeder og det er nok derfra folk har det. Ellers er det rigtig, at jeg stort set tager mig af de samme ting som min bedstefar. Vores kommune er ret stor og vi er fem såkaldte sognefogeder, som fungerer som øvrighedens repræsentanter i hvert vort distrikt.

Der skete jo det for år tilbage, at lovmøllen på Christiansborg løb løbsk og bogstavelig talt brændte sammen. Folketinget havde udviklet sig til et ekspeditionskontor for unionen og til sidst var lovstrømmen så kraftig, at en sundhedsplejerske, til eksempel, ikke kunne følge med i de nye regler og bestemmelser, der hver dag strømmede ind – om hun så tog natten til hjælp. Det var næsten som om, der blev færre og færre hænder til praktisk pleje, jo flere man ansatte. Det var ligeså slemt med skolerne. Samfundet var gået i koma og der var kun én løsning ud af problemet – at klippe forbindelsen til Bryssels – og det gjorde man. Vi var ikke de første. Det var hollænderne, der begyndte og flere fulgte efter. I dag er det kun middelhavslandene og nogle østeuropæer, der er med i EU. Det hænger sammen med, at de alligevel aldrig fulgte direktiverne fra Bryssels og at de sådan set kunne være lige glade om de var med eller ej. For dem var EU bare et praktisk sted, hvor de kunne komme af med politikere, der var kommet i overskud eller bare i vejen derhjemme.

Det skabte et vakuum i Folketinget, fordi politikerne dér var ganske uvante med at tænke selv endsige træffe egne beslutninger. Vist nok mest tænkt som en midlertidig afhjælpning gav man kommunerne udstrakt selvstyre. Regionerne, som havde vist sig ligeså ineffektive som de gamle amter, var man simpelthen nødt til at nedlægge. Det eneste regionerne skulle sørge for var sygehusvæsenet, men ventetider for behandling var flere steder langt over et år, så der var heller ingen anden løsning på det problem, end at klippe regionerne væk. Nu klarer vi det selv i samarbejde med Frederikshavn, Hjørring og Thisted. Vi er også vendt tilbage til det gamle system med sygesedler, som blev brugt på min bedstefars tid. Sygesedlerne får de hos mig. Det vil sige, det er nu mest min kone, der tager sig af det, når hun er hjemme ellers gør naboen det for os.

Med det kommunale selvstyre fulgte kravet om, at hver kommune vedtog egne love eller vedtægter. Det gav problemer nogen steder, men her i Hanstholm nøjedes vi med bare én paragraf; ”Du skal opføre dig ordentlig”. Er der nogen, der overtræder den, så må vi tage en snak.

Vi havde også fået nogle familier, der ligesom ikke rigtig hørte til. Det løste sig selv, da de fik udvidet hus nr. 2 på Anholt. De familier var ikke sene til at tilliste sig en anbringelse på Anholt og da vi ikke ligefrem holdt på dem, blev det faktisk sådan, at vi til sidst kunne lukke kommunekontoret, så vi i dag kun er nogle få øvrighedspersoner tilbage.

Det skal siges, at med selvstyret, bestemte vi os for at omlægge skatten helt. Momsen var aldrig rigtig slået igennem på disse kanter, så det var den første, vi afskaffede. Folk var heller ikke meget for at selvangive indtægter, så indtægtsbeskatningen var det næste, der røg. Og så røg ejendomsskatten. Vi skal jo have penge ind, så hver borger betaler nu et medlemskontingent til kommunekassen. Erhvervsvirksomheder betaler et lidt større kontingent alt efter hvor mange ansatte, de har eller rettere efter hvor meget de udbetaler i løn. Dem, der falder udenfor, tager ligningskommissionen sig af og fritager eller påligner – alt efter skøn. Kontingenterne trækkes direkte fra folks bankbog af en administrationscomputer i Hjørring og bliver sendt videre til de forskellige offentlige forbrugssteder. Vi har således helt forladt indkomst- og formuebeskatning og beskatter kun forbrug af ressourcer. Da mennesker på disse kanter, er det eneste der er noget værd, er lønskat blevet det vigtigste. Med lønskatten tilbagebetaler virksomhederne jo bare det, det har kostet at udvikle, uddanne og sørge for deres medarbejdere.

Det bedste ved selvstyret, var da vi ophævede alle fiskekvoter og bestemmelser. Vi var kommet op på at have to fiskeriinspektører for hver fisker. Nu kunne de komme med ud at fiske i stedet for. Og der var nok at gøre. Allerede den første dag landede vi dobbelt så mange fisk. Vi skulle ikke længere smide halvdelen af fangsten ud bare fordi, nogle fisk var gået i det forkerte garn. Vi blev enige om at tage det hele i land og sælge det til konsum. Kun affald fra filetfabrikken laver vi i fiskemel.

Sognefogeden ville gerne have fortalt mere, men der var flere, der ville have fat i ham. Han foreslog Sam Gupta at snakke videre med hans kone Ingrid. Hun kunne fortælle mere om livet i Hanstholm.

Den gjorde Sam den følgende dag. Der var ingen hjemme. Der lå masser af legetøj i forhaven, så det var tydeligvis en børnefamilie, der boede der. Han forsøgte sig så hos naboen. Da nabokonen Anna Fink havde fundet ud af, at gæsten ikke skulle have en sygeseddel, men blot ville snakke, blev han budt indenfor.

I Hanstholm var det blevet sådan, at mændene tog sig af alt på havet og kvinderne af det på land. Netop i dag var Ingrid nede på filetfabrikken. Dér havde hun tidligere arbejdet og hun hjalp stadig til, når der var travlt. Så tog hun de mindste med. Der var altid nogen at lege med og det bedste var, når de fik lov at hjælpe til. De større børn gik jo bare op i Klitten.

Selv er jeg elektriker ligesom min mand. Han arbejder på kutterne med at holde alle deres instrumenter og anlæg i orden. Jeg arbejder mest for de næringsdrivende og en dag som i dag, hvor Ingrid er nede på havnen, så bliver jeg hjemme og ordner regnskaber. Så er der altid én, der kan lave en sygeseddel. Vi laver også en del brændselsceller skræddersyede til særlige formål og dem laver jeg også herhjemme.

Engang tilbage i 2009 havde en skatteminister fritaget el-biler for afgifter, men han ville ikke gøre det samme for hybridbiler. Det havde fået fiffige bilister til at købe en skattefri el-bil og så smide en Honda-generator om i bagsmækken. Så kunne de altid lade bilen op, hvis de skulle gå i stå midt på landevejen. Honda’en blev hurtigt skiftet ud med de små bærbare metanol-brændselsceller. De svinede ikke og kunne nemt slås til automatisk inden batterierne løb flade. Om ikke andet, så gav de menigmand indgående kendskab til brændselsceller og drivmidler til dem. Oppe i Klitten lærer alle børnene at bygge brændselsceller og de bliver brugt rigtig mange steder her i Hanstholm og ude på kutterne.

Da vi fik kommunalt selvstyre lukkede vi fjernvarmeværkerne. Halvdelen af varmen forsvandt på vejen. Det kunne enhver se en vinterdag. Det var en håbløs måde at distribuere energi på. Nu fordeles al energi som strøm eller metanol. Ude på forbrugsstedet kan en varmepumpe eller en brændselscelle så få lov at levere varme, hvis det er det, der er brug for. Varmepumpen giver jo fire - fem gange mere varmeenergi fra sig end den bruger.

Jeg kan godt forstå, at man brugte kølevandet fra de store kulfyrede elværker som fjernvarme, men der er ingen i dag, der kunne drømme om at lave kul om til strøm. Når først energi er degenereret til varme, er der jo ikke mere, man kan bruge den til.

Energi er næst efter mennesker, det mest kostbare vi har. At holde hus med det, har vi heroppe løst ved at folk producerer deres egen energi. Har de ikke mulighed for det, skal de købe en andel i et energianlæg svarende til deres forbrug. Har de ikke pengene, kan de låne. Er der ikke andre, der vil låne dem, stiller kommunen kaution og de får så lov at betale tilbage med renter. De eneste anlæg, vi godtager, er anlæg, der bruger indenlandsk brændsel eller vedvarende energi, havmøller og den slags. Så hvis folk vil grave deres egen tørv, står det dem frit for, og de kan bruge løs, så meget de vil. De skal kun betale de faktiske produktionsomkostninger – ikke noget med skat ovenpå.

Har folk affald eller spildevand, de vil af med, så har vi flere virksomheder, der gerne vil aftage eller de kan lade grundejerforeningen klare det. Der er penge i affaldet og som regel får de en god pris for det. Det, der ikke kan finde bedre anvendelse, laver vi til biogas. Vi har flere småindustrier, der bruger det til deres gasmotorer. Nogen har brug for det varme kølevand og laver strøm af resten. Overskudsstrømmen kan de sende på nettet. Andre har bare brug for drivkraft.

Anna blev ved at fortælle løs om gas og strøm. Det var tydeligt mere end et levebrød for hende. Hun havde flere gange nævnt Klitten og det måtte Sam se at få rede på, inden han rejste videre.

Det var godt folk i Grenå ikke kunne høre det, der blev sagt. De var af natur vantro og det her kunne have fået det til at kippe over for dem.

Fortsættes i Den Virtuelle Charterrejse X.

Den Virtuelle Charterrejse VIII
- tiårsjubilæum
(fortsat fra)

Resumé: Onsdag 24. juni 2015 påbegyndtes den første virtuelle charterrejse. Det var godt nok kun en forsøgsrejse. Først det følgende år kunne rejseselskaberne udbyde charterrejserne til offentligheden. Det blev derfor tirsdag 24. juni 2025, der blev valgt som start på festlighederne ved 10-årsjubilæet på Anholt.

Netop denne tirsdag oprandt med strålende vejr. Alt var gjort klar. De indforskrevne midaldrende tyskere og yngre københavnerhanner blandede sig med badegæsterne. På havnearealet var opsat farverige telte. Havnebassinet var fyldt til bristepunktet og mange sejlere måtte ankre på rheden for at få et glimt af begivenhederne.

Endelig åbnede Kong Frederik showet som den første gæstetaler.

Det betyder intet, at vi er en lille nation i antal, når vi blot er store af sind. Karsten Ree vil gå over i historien som en stor dansker og ingen har mere end ham fortjent vort lands højeste orden.

Efter kongen havde erklæret festen for åbnet fulgte statsminister Brian Mikkelsen som næste gæstetaler.

Det er ikke muligt med ord at gengive, det Karsten Ree her har skabt. Det står fuldt på højde med det, en anden af vore store danskere har udrettet. Det som AP Møller og hans søn var to generationer om at skabe, har Karsten Ree skabt i sin egen tid - ja, det er endda AP Møller's oldebarn, der nu står i spidsen for verdens største rederi. For at blive i sammenligningen fragter det ”Blå Danmark” nu 10 % af alle verdens varer på dansk køl. Tilsvarende "fragter" Den Virtuelle Charterrejse mere end hver femte ferierejsende i hele verden.

Statsministeren savnede som sagt ord og fortsatte med at drage paralleller til den store skibsreder, for at vi alle kunne forstå formatet af det, vi var vidne til. Han blev efterfulgt af energiminister Morten Messerschmidt.

Vi skylder Karsten Ree vort lands evne til fortsat at være selvforsynende med energi. Nu, hvor oliekilderne i Nordsøen tørrer ud, er det af afgørende betydning, at forbruget falder – at vi sætter tæring efter næring. De store energibesparelser her på denne ø mere end kompenserer for de svindende oliemængder.

Så fulgte socialminister Tine Götzsche.

Karsten Ree kender vi alle som grundlæggeren af den virtuelle charterrejse og alt for få tænker på hans betydning for afhjælpning af de største sociale problemer i dette land. Takket været ham har vore narkomaner og førtidspensionister fundet en sikker og tryg havn her på Anholt. Vi kan nu tilbyde disse mennesker en menneskeværdig tilværelse uden at hutle sig gennem livet til gene for sig selv og andre.
Karsten Ree har sin store andel i, at danskerne kommer ud som et flot nummer eet, hver gang udenlandske medier kårer verdens lykkeligste folk.

Gæstetaler fulgte efter gæstetaler. Rigspolitichefen tog ordet og erklærede sig helt enig i det statsminister Brian Mikkelsen havde sagt. En redaktør Conni Hedegaard fra dagbladet Information roste Karsten Ree for hans indsats for klimaet o.s.v. Da endelig den aldrende Karsten Ree gik på talerstolen ville jubelen ingen ende tage.

Det er med tak, jeg tager mod den megen hæder, men jeg vil tillade mig at viderebringe den til de mange medarbejdere, der har virkeliggjort en fælles drøm. Ret beset kan jeg kun anerkende min egen indsats som fortjenstfuld på en meget lille del. Det er rigtigt, at jeg tog initiativet til Den Virtuelle Charterrejse, men jeg har ellers været imod det meste siden. Oprettelsen af feriecenteret NoWhere var mig inderligt imod. Gæsterne rejste jo ingen steder. Den økonomiske nødvendighed lærte mig at forlige mig med tanken og jeg er i dag taknemmelig for de medarbejdere, der med glødende interesse bragte dette tiltag til succes.

Skulle jeg selv vælge noget ud som mit, så må det blive ”The Great Barrier Reef
Diving”. Samarbejdet med Spielburg Junior har været det mest inspirerende
nogensinde og jeg håber i mit otium at kunne fortsætte det lidt endnu. Jeg føler mig ikke gammel, men jeg ér gammel. Den nærmeste tid vil jeg benytte til at give tøjlerne videre til yngre kræfter.

Jeg giver stafetten videre uden bekymring, vel vidende at virksomheden står overfor store forandringer. De folk, der har bragt os så langt, skal nok vide at bringe os videre. Men I må alle vide, at øen her har nået et vist mætningspunkt. I forrige uge landede et rejseselskab fra Sydney for at opleve en 14 dages ferie med Great Barrier Reef Diving. Det er mod vores holdninger at benytte brændstof til en sådan transport. Vi har haft amerikanske kunder til Floridarejser. Vi vil ikke udflage, men vi bliver nødt til at etablere afdelinger ude, så vores holdninger til anvendelse af energi kan respekteres.

Aktiviteten - ”Hus Nr. 2” - som så rosende blev omtalt af socialministeren, skal I vide, er mig endnu mere imod end NoWhere. Her er der slet ikke tale om turisme endsige rejsende. Klienterne er jo blevet fastboende. Jeg medgiver, at det forretningsmæssigt har været givende. Jeg medgiver, at alle brugere er tilfredse, men jeg ser på det med misnøje. Vi ser dog intet alternativ og fortsætter nødvendigvis denne aktivitet, men jeg føler noget uforklarligt og ildevarslende ved udviklingen omkring Hus nr. 2.

Med disse ord sluttede Karsten Ree talerrækken og øen formelig eksploderede i hyldest. I NoWhere brød man regler for nyhedsudsendelser og sendte åbningstalerne live uden redigering. I Hus Nr. 2 blev de også sendt live – dog med en lille forsinkelse, der tillod socialinspektører at redigere om nødvendigt, men det var det ikke, så også her gik festlighederne direkte igennem.

I Grenå kunne de mange mennesker forsamlede på molerne tydeligt høre hyldesten båret af en nordøstlig brise. Inde på havneområdet kunne man følge med på storskærme. Om aftenen så de himlen lyse op mod nordøst, da danmarkshistoriens største fyrværkeri bragede løs på Fyrbakken. Røgen drev med brisen indover, men ingen kunne lugte noget. Karsten Ree havde nemlig betinget sig, at der blev brugt brintraketter. Trods denne festlige afslutning på jubilæets første dag, gik Grenåboerne tavse hjem med de ildevarslende slutbemærkninger fra Ree’s tale i tankerne. Hvad mente han med det. Ville det komme til at betyde noget for dem? Det var vi flere, der gerne ville vide.

Fortsættes i Den Virtuelle Charterrejse IX.

Den Virtuelle Charterrejse - VII
Virkeligheden udfordres.
(fortsat fra)
(3 Google Street Car)

Resumé. Den virtuelle Charterrejse havde som mål at udbyde et stort og varieret udbud af rejsemål og give garanti for den perfekte oplevelse. De forventninger var indfriede, da man stod overfor fejring af 10-årsdagen for den første rejse.

At nå så langt kan tilskrives samarbejdet med Google. Google's satellitter havde i mange år afbilledet hver en tomme på den ganske globe. I tekniske forvaltninger rundtom i landets kommuner blev disse foto digitaliseret, så by- og matrikelkort kunne opdateres med diverse tilbygninger, udestuer m.m., som bygningsmyndighederne ellers ingen kendskab havde til. Det krævede en del manuelt arbejde at trække billedernes konturer op og omdanne dem til bygningstegninger, men det arbejde fik man udført i Kina.

Fotokvaliteten kunne forbedres ved at overlejre satellitbillederne med næroptagelser udført fra luften. I Danmark var dette arbejde overladt til COWI, der år efter år overfløj det ganske land.

For at fjerne eller blot mindske det manuelle arbejde begyndte Google at supplere billedmaterialet med optagelser fra landjorden. Til det brugte man en Google Street View Cam-Car med 360° kamera på taget. Allerede i 2008 var hundredvis af disse biler på gaderne overalt i USA og var begyndt at dukke op i mange Europæiske byer. Målet var tydeligvis at affotografere hele verden med en præcision nærmere en millimeter.

Den virtuelle charterrejse var ikke sene til at indse værdien af et samarbejde med Google og sammen med RTX fra Nørresundby påbegyndtes et arbejde med at animere billederne. RTX havde kastet mange ressourcer ind i udvikling af software til B&O-filmen. Google's billeder blev kernen i en ny menneskeskabt virkelighed. Omend arbejdet var stort, var princippet enkelt. Der benyttedes samme teknik som ved fremstilling af tegnefilm. Ud fra to billeder af samme emne - blot adskilt i tid - kunne ved interpolation fremstilles det nødvendige antal mellemstadier, så en gengivelse opfattedes naturtro af det menneskelige øje. RTX benyttede samme teknik. Ud fra to billeder taget med dage eller måneders mellemrum kunne RTX med denne teknik så at sige udfylde den mellemliggende tid med interpolerede billeder. RTX gik imidlertid et skridt videre. Ved at antage et tilsvarende forløb fremover, kunne man ekstrapolere det seneste billede ud i fremtiden. Google's minutiøse stilbilleder kunne man give et naturtro liv ved at tilføje nye ekstrapolerede billeder. Palmerne begyndte nu at svaje i vinden, græsset begyndte at gro. Denne naturtro fiktion kunne omsættes til B&O-filmen og var i bund og grund den tekniske forudsætning for den virtuelle charterrejse. Det var også samarbejdet med Google, der havde fået Spielburg Junior til at indse, at fremtiden tilhørte Den Virtuelle Charterrejse.

Hos Google havde man den filosofi, at hvis noget kunne lade sig gøre, så gjorde man det. Så kunne man altid bagefter finde ud af, hvad det nu kunne bruges til. I årevis havde man haft elektroniske edderkopper til at kravle rundt og samle informationer i det store Internet. De havde samme funktion som Odins ravne, Hugin og Munin, der hver nat fløj og så, for så at vende tilbage og hviske det hele i øret på Odin. Google supplerede edderkopperne med et netværk af frivillige redaktører verden over. Disse redaktører hjalp med at systematisere og katalogisere den megen information.

Google havde også bragt andre aktiviteter ind i samarbejdet - aktiviteter der i mange år var tys-tys. Google's satellitter nøjedes nemlig ikke med at fotografere jorden. De indsamlede også alle radiobølger, der nåede deres antenner. En SMS "Hvad skal du lave på lørdag" opsnappes og en cryovac supercomputer hos Googleplex, Silicon Valley siger haps og fordøjer informationen sammen med millioner andre SMS'er. Google tilbød også oversættelser af mere end tyve sprog til et hvilket som helst andet af disse tyve sprog. En flittig benyttet service af WEB-surfere. Hvad de færreste tænkte på er at, hver eneste oversættelse - om det så blot er et enkelt ord - bliver det lagret sammen med tidspunkt og spørgerens identitet. Google benyttede dette til at forbedre sine oversættelser og holde sine ordbøger opdaterede. Da Google lancerede sit billedprogram Picasa var det blot tænkt som en simpel hjælp til at finde og gengive billeder opbevaret i forskellige foldere på folks PC'er. Det udviklede sig og folks feriebilleder fandt hurtig vej til Internettet og nu ofte med navn og forklarende tekster. Alle, der brugte en telefon, en computer eller på anden måde trak et elektronisk spor havnede i maven på cryovac'erne.

Alt mens cryovac computerne åd sig federe og federe kunne man begynde at aflæse personlighed og forkærligheder hos alverdens indbyggere. For Den Virtuelle Charterrejse blev det nøglen til udvikling af rejser med en hidtil ukendt høj tilfredshedsgrad hos turisterne. Den nye bio-elektriske SMS-tjeneste havde også stor fordel deraf. Med et indgående kendskab til afsenderens personlighed kunne piktogrammerne hos SMS-modtageren tolkes individuelt med høj præcision. Fejl forekom, men da indholdet i en SMS som regel er ligegyldigt og svaret ligeså, blev fejlen aldrig opdaget hverken hos afsender eller modtager. Google kunne endda tilbyde fuldautomatisk at modtage og besvare SMS'er for abonnenter, hvis de i en periode grundet sygdom eller andet forfald ikke kunne varetage SMS-forbindelserne til deres venner. Brugerne kunne med denne service også slå deres SMS-apparat på AUTO, hvis de uventet fik brug for at tænke.

Folk i Grenå var selvfølgelig med på det nye, men deres hverdag var mest optaget af den intensive off shore virksomhed på Anholt. Billund havde godt nok fået eneret på start og landing af fly til og fra Anholt, men rejsende til ferieanlægget NoWhere og Hus nr. 2 var ikke omfattet af denne eneret, så de kunne med fordel tage færgen. Gad vide, hvad det kunne føre med sig?
Fortsættes i Den Virtuelle Charterrejse - VIII.

Den Virtuelle Charterrejse - VI
Kommunikation
(fortsat fra)

Resumé. Det var ikke kun rejsebranchen, der havde forandret sig med lancering af den virtuelle charterrejse. Omgivelserne var i stadig forandring.

Forældre ville gerne have deres børn med på ferie. Hvor skulle de ellers gøre af dem og de skulle jo også gerne lære at blive gode charterturister. Teenagere kunne være et problem. Specielt pigerne. De har en til alle tider iboende trang til at pludre med veninder. Det havde de svært ved at undvære. Det kunne på det nærmeste ruinere en familie, hvis en datter ubemærket fortsatte med at SMS'e over landegrænser. Det var eet af den virtuelle charterrejses stærkeste konkurrencekort, at familien fysisk blev i landet, så SMS-udgiften trods alt forblev overkommelig.

RTX i Nørresundby havde længe haft kig på markedet for mobiltelefoner, men tøvede for længe i starten. I stedet havde de satset deres kræfter på at udvikle software til den nye B&O-film og det bragte dem i nærkontakt med livet på Anholt, hvor de virtuelle charterrejser afvikledes. De kunne ikke undgå at se SMS-behovet hos teenagerne, men de noterede sig også de kroniske skader pigerne pådrog sig. Slidgigt i tommelfingrene fremkaldt ved den megen SMS'en var så udbredt, at sundhedsmyndighederne slog alarm. Pigerne kunne så lære sig at bruge de andre fingre med det resultat, at også de blev skadet. Der var piger, der var tjenlige til førtidspensionering endnu inden de nåede frem til arbejdslivet.

En behovsanalyse viste, at mobiltelefonens mange egenskaber reelt var overflødige og kun SMS-egenskaben skulle bevares. RTX havde en tæt kontakt til det bio-elektrokemiske institut ved det sundhedsvidenskabelige fakultet i Ålborg. Her var man nået langt med miniaturisering af insulindoseringsudstyr til diabetikere. Doseringen var hidtil blevet styret af blodsukkerkoncentrationen. Som noget nyt kunne benyttes hjernebølger. Et særligt center i hjernen registrerede behov for insulinjustering længe inden blodsukkeret ændrede sig. Hjernebølger fra dette center kunne benyttes til styring af insulinpumpen. Det var denne teknologi, RTX så som en mulig afløser for den traditionelle mobiltelefoni. De samme antenner kunne benyttes til at opfange andre hjernebølger og forsøg viste hurtigt, i hvilket spektrum, der skulle ledes. Hos diabetikere indopereredes en antenne i hovedbunden. Antennen - en hårfin guldtråd - blev usynligt ført ud til øreflippen, hvor chip og forstærker kunne placeres lettilgængelig i en ørering eller et smykke. Modtagerdelen fyldte ikke mere end at den også kunne skjules helt under huden, hvis patienten hellere ville have det. Herfra gik en ligeså tynd ledning til insulinpumpen.

Det er andre centre med andre hjernebølgekarakteriska, der er involveret, når et menneske danner sig billeder for sit indre blik. Også disse hjernebølger lader sig scanne og det lykkedes for samarbejdet mellem RTX og institutet at afkode signalerne og tilknytte piktogrammer, der kunne overføres til den ydre modtagerdel. RTX udstyrede modtagerdelen med en svag radiosender, der kunne videresende signalerne til en forstærker placeret i bælte, hårspænde eller armbånd. Herfra var det en smal sag med traditionel teknik at nå et access punkt - et hot spot - og videre til en Internet router.

Det var et banebrydende arbejde, elektrokemikerne havde udført. Alligevel stod det største arbejde tilbage. Der blev tilknyttet ægyptologer med speciale i hieroglyffer og andre med forstand på Sumerisk kileskrift. Problemet var nemlig, at de nye hjernebølger ikke uden videre lod sig tolke som ord, men kun som billeder. Ved at gå tilbage til de tidligste skriftsprog, der byggede på piktogrammer, kunne man måske finde en vej ud af dette problem. I disse ursprog svarede et enkelt billede - evt. forenklet som et ikon - til et ord og undertiden til en hel sætning. Ægypterne skrev disse ikoner eller hieroglyffer både fra højre og fra venstre og nye ord såsom navnet på en farao kunne endda bogstaveres. Eksempelvis kunne en løvefigur både betyde en løve og den fonetiske lyd for "L". Det gjorde det muligt at stave nye ord.

En mobiltelefon har kun 12 taster. Hver tast svarer til flere bogstaver, men SMS-software finder elegant udaf sammenhængen og gengiver kun bogstaver, der giver mening. Ligger et ord udenfor telefonens indbyggede ordforråd, kan ordet bogstaveres - ligesom de gamle ægyptere gjorde. Det blev forskerne klart, at de skulle konstruere et nyt skriftsprog bygget op om letgenkendelige piktogrammer efter tusindårgamle principper. Det kunne umiddelbart lyde uoverkommeligt. Ekstrabladets læsere behersker imidlertid færre end 700 ord og kan trods denne lingvistiske fattigdom dog let følge med i alverdens rædsler og uhyrligheder. Ordforrådet hos SMS-brugere er ingenlunde højere og analyserer man det antal ord, som den enkelte SMS-bruger betjener sig af, er der ikke tale om mere end hundrede ord. "Hvad laver du nu"; Hvad skal du lave i morgen"; "Hvad skal du lave på lørdag". "Kommer du stadig sammen med ham, du ved nok". Eksemplerne er hentet fra typisk kommunikation. Et tilbagesvar på det sidste spørgsmål kunne være "Nej, ham gider jeg ikke mere". Sprogforskerne indså, at sætningsdelen "Hvad laver du" kunne gengives med et enkelt piktogram efterfulgt af et andet, der stod for nu, i morgen eller lørdag. Tilbagesvaret "Nej, ham gider jeg ikke mere" kunne gengives med blot et enkelt piktogram for "gider", så klarede softwaren resten.

Disse erkendelser satte skred i tingene. De første, der viste interesse for at tage den nye kommunikationsteknologi i brug, var de mange med slidgigt i fingrene. De fik indopereret en antenne i hovedbunden og kunne nu via transmissionsudstyret sende SMS, ved blot at fokusere på et fåtal af billeder for deres indre blik. Softwaren adapterede hurtigt til den enkelte bruger og "lærte" sig så sige, hvad der foregik inde i hovedet på vedkommende. Blot efter få dages "træning" kunne et enkelt billede udløse en hel sætning, der så kunne vises i et display hos modtageren af SMS'en.

Sætningsdannelse ud fra hjernebølger og de deraf afledte piktogrammer skete i den første version hos afsenderen, hvorefter videresendelsen skete på helt samme måde og som for andre SMS'er. I version 2 blev sætningsdannelsen flyttet over til modtageren. For at forbedre modtagerens rette tolkning, blev der medsendt en elektronisk signatur med dertil nyttige oplysninger om afsenderen. Signaturen havde form af en lille xml-fil, der kunne læses af alt IT-udstyr. Version 2 var en stor landvinding. Ved at flytte den afsluttende omdannelse til læsbar tekst, kunne modtageren læse SMS'en på sit eget sprog uanset hvem afsenderen end måtte være. Piktogrammer er nemlig internationale og uafhængige af det talte sprog. Nu kunne kinesere, mongoler og nordmænd, for den sags skyld, SMS'e sammen uden sproglige barrierer.

Det klassiske Facebook spørgsmål "What are you doing now ?" erstattes af kun eet piktogram og oversættes uden videre til det franske "Que faites-vous maintenant?" eller det jydske "Nå. Hva' så?". Selv i "AUTO" kan modtagerens SMS-apparat besvare udfra seneste opdatering af Facebook. Både sender og modtager kan forsåvidt kommunikere meningsfuldt, selvom begges apparater er sat i "AUTO" - lidt henad selskabelig konversation, hvor ingen hører efter, hvad den anden siger.

På Aalborg Universitet fortsattes arbejdet målrettet mod at videreudvikle deres antenne, så den både kunne bruges som modtager- og sendeantenne. Det syntes at have lange udsigter, men sådan er det nu engang med forskning. Pludselig kommer et gennembrud skabt af udvikling på en hel anden front. I en anden fløj skråt overfor sad en anden gruppe ingeniører. Deres mål var også at kvitte displayet, men de ville gøre det holografisk, men nu får vi se.

Det, man havde nået, var nok inspireret af de virtuelle charterrejsende og deres teenagedøtre, men havde langt videre anvendelighed. Telefon, telefax, e-mail, SMS havde indenfor en menneskealder udviklet sig rivende og med den seneste bio-elektriske teknologi nået tættere på de fuldkomne - det man troede uopnåeligt.

I Grenå havde man nok taget den nye teknologi til sig, men var ellers mest optaget af forberedelserne til tiårsjubilæet for den første virtuelle charterrejse og den gigantiske festival på Anholt. Mon de ville blive inviteret med? Det var vi flere, der var spændte på.
Fortsættes i Den Virtuelle Charterrejse - VII.

Den Virtuelle Charterrejse V
Hus nr. 2 - Spinn Off.
(Fortsat fra.)

Resumé. Da 10 års-jubilæet for den første virtuelle charterrejse nærmede sig, havde en rivende udvikling medført, at de første anlæg var blevet teknologisk forældende.

I 2015 åbnede det første anlæg - Hus nr. 1. Det var nu utidssvarende, men Karsten Ree ville ikke af med det. Det bliver i dag kun benyttet til særlige museumsrejser, hvor folk kan genoplive minderne fra de første rejser.

Hus nr. 2 var der derimod ingen, der holdt hånden over. Det var et kæmpeskrummel. På afstand kunne det minde om en foderstofsilo - blot meget større. Alt for stort. Siden psykologerne havde påvist charterturisters forkærlighed for folkerige strøggader og markedspladser, var normen for turister per kvadratmeter reduceret meget. Alt i alt stod hus nr. 2 overfor nedrivning.

En beslutning på Christiansborg vendte imidlertid op og ned på det hele. Brian Mikkelsen havde helt tilbage i 2008 vundet sympati - især hos kvindelige partiledere - ved at fyre rigspolitichefen. Nogle år senere lykkedes det ham at gøre det strafbart for IT-providers at transportere SPAM. Det havde med eet slag fjernet al SPAM fra Internettet i Danmark og flere lande fulgte efter. Det var noget alle kunne mærke i dagligdagen. Det gav politisk styrke. Det gav afsæt for hans forslag om at fjerne narkomaner fra det offentlige rum. Han fik narkomani klassificeret som sygdom og narkomanerne fik ret til fri heroin til lindring af deres afhængighed. Hvad det kom til at betyde for danskernes hverdag, er næsten ubeskrivelig. Eksistensgrundlaget for rockere og indvandrerbander forsvandt med loven. Det samme gjorde indbrudstyvene, der overvejende havde været drevet i deres gerning af pengemangel til køb af stoffer. Stoffer var nemlig blevet fri og gratis under overvågning.

Sundhedsstyrelsen havde påpeget nødvendigheden af, at heroinen blev ledsaget af sund og nærende kost - altså en helhedsbehandling. Det bragte den navnkundige læge Hindhede i erindring. Han havde et århundrede tidligere talt for og demonstreret havrens enestående kvaliteter som levnedmiddel. Det skyldte hovedsageligt havreproteinet, der har en biologisk næringsværdi, der matcher ægprotein. Hindhede dokumenterede, at mennesker kunne leve af havregrød alene. Det var nærliggende at udnytte denne viden. Det blev derfor besluttet, at heroinen blev givet sammen med havregrød.

Det stillede særlige krav til den fornødne overvågning. Kommunernes Landsforening rettede henvendelse til regeringen om hjælp. Det er på det tidspunkt, at hus nr. 2 kom på tale. Det var den eneste ledige bygning i landet stor nok til at huse alle landets narkomaner. KL havde ikke mange andre muligheder og besluttede at leje sig ind.

Udover mindre ombygninger blev der konstrueret en slags køkkenmaskine, der kunne lave havregrød og tilblande heroin. Det var nødvendigt at tilblande heroinen lige før serveringen på grund af heroinens korte holdbarhed i havregrød. I princippet ganske enkelt, men vedligeholdelsen viste sig overmåde. Narkomanerne var måske også for hårdhændede. Flere skader havde karakter af hærværk for at skaffe adgang til maskinens aflåste heroinmagasin. Så det blev en kort fornøjelse. I stedet gik man over til at koge havregrøden i et centralkøkken og føre den frem i en rørledning til hver beboelse. En stabiliseret heroinopløsning pumpedes frem i et separat rør og tilblandedes havregrøden in line lige før serveringen.

Specialister fra ACO Funki A/S blev taget med på råd. De havde mange års erfaring i foderanlæg til løsdriftsstalde. I disse stalde identificerer det enkelte dyr sig overfor foderautomaten ved hjælp af en transponder. Denne teknik ville nok være for nedværdigende for mennesker, der i forvejen led af lavt selvværd. I stedet valgtes en biometrisk identifikation. Narkomanen skulle blot sætte en tallerken under tappehanen. Så sørgede en computer for rette mængde grød og heroin.

På få måneder ændrede denne kur helt og ganske tilværelsen. Den gode mad gav huld og det var slut med forhutlede mennesker. Den blanke rustfrie tappehane indgød en hidtil ukendt tryghed. Katteejere kender den uro en kat udviser, når dens foderskål er tom - selv når katten ikke er sulten. Den bliver simpelthen nervøs, når foderskålen er tom. Samme psykologiske mekanisme kunne iagttages hos beboerne i hus nr. 2, men da tappehanerne var bragt til at fungere fejlfrit forsvandt nervøsitet og uro og afløstes af fredfyldt tryghed.

Selv svært afhængige kunne efter et årstid udmærket klare et job. På Anholt fandtes bare ingen jobmuligheder grundet de særlige regler for positiv særbehandling af entniske minoriteter. Og netop nu stod tidligere bandemedlemmer i kø for at få job på øen. Alle samfundslag og alle erhverv var repræsenterede blandt beboerne og det lykkedes efterhånden at besætte alle servicefunktioner i hus nr. 2 med dets egne. Det var en lise for narkomanerne at bo i hus nr. 2 og mange kunne faktisk trappe ned for helt tilsidst at erstatte heroinen med psykofarmaka - den type som i folkemunde går under betegnelse lykkepiller. Psykofarmaka kunne fint tåle at blive opløst i vand og kunne dispenseres på samme vis som heroinen.

For de pårørende var det befriende, at se hvorledes et fortabt familiemedlem rettede sig og genvandt trivsel. Een af dem - en pensioneret oberstløjtnant fra forsyningstropperne - havde interesseret spurgt ind til teknikken bag de blanke tappehaner; om de kunne klare gullasch. Jo, der var mange, der inspireredes af livet i hus nr. 2 og så nye muligheder. Ikke mindst de sociale myndigheder. De var blevet lettet for en stor byrde - og så var det billigt. Efterhånden som huset blev mere og mere selvforsynende faldt udgifterne ved at have en klient anbragt til en ren ubetydelighed i det store budget. Rundt om i landet glædede børnefamilier sig over, at ungerne igen kunne lege på offentlige legepladser uden risiko for at stikke sig på kanyler fra eengangssprøjter. Sundhedsstyrelsen registrerede som en lidt uventet sidegevinst, at antallet af HIV-tilfælde var faldet støt og at dets virus måske var på vej til helt at blive udryddet.

I Grenå havde man i lang tid drøftet, hvorledes nedbrydningsmaterialer fra hus 2. skulle bortskaffes. Den nye anvendelse af huset fratog dem dette samtaleemne og de måtte vænne sig til nye tider.

Fortsættes i Den Virtuelle Charterrejse - VI.

(Fortsat fra)

Resumé: Mangemilliardæren Ree havde skabt Den Virtuelle Charterrejse som et barn af tiden. Og tiden var præget af The Creative Economy som arvtager efter The Industrial Economy.

The Creative Economy blev et nyt engelsk låneord. Nødvendigt, fordi det tilsvarende danske havde en klang af Kreativ Bogføring med uheldige associationer til IT Factory o. lign.

I Creative Economy erkendtes de virkelige værdier at befinde sig inde i folks hoveder. Det fik virksomhedsejere til at spekulere i fryns til medarbejderne for at holde på denne værdifulde kapital. Længe inden der blev sat ord på de nye tider, var virksomhederne begyndt, men i 2008 med rekordlav arbejdsløshed blev der sat turbo på. Trekvart million sundhedsforsikringer blev tegnet. Forsikringerne gav adgang til behandling på privathospital, hvis en medarbejder blev syg - ikke fordi nogen var utilfredse med det offentlige sundhedsvæsen, hvis man bare kunne komme til.

Siden enevældens tid havde statsadministrationen udviklet et målbart kriterie for forfremmelse. Mængden af sager i en medarbejders indbakke var et ligefremt mål på arbejdsbyrden og når indbakken havde nået en vis størrelse, var vejen for forfremmelse banet. Det sagde man naturligvis ikke. Man talte om, at en sag havde en vis modningstid. Og modningstider på under et ½ år var ikke velsete tjenestemænd imellem. Sundhedsvæsenet, som den offentlige instans, det var, havde naturligt nok arvet dette væsen. Sundhedsvæsenet havde man givet en størrelse, så det mageligt kunne behandle de tilfælde som løbende indkom. Men på samme måde som en banerytter, der er kommet en omgang bagefter og alligevel må følge feltet, så adskilte det offentlige sundhedsvæsen sig fra det private ved simpelthen konstant at være et halvt år bagefter - mindst. Det er det, man har kaldt ventelister. De skulle simpelthen have en vis størrelse uden hensyn til behandlingskapaciteten i øvrigt.

Eftersom sundhedforsikringer var blevet et alment fryns, så virksomhedsejere sig om efter nye former. Her faldt øjnene hurtigt på medarbejdernes ferier. Med fem ugers ferie plus fem feriefridage kneb det for mange at få tiden til at gå i ferien. Se det var her, at Brian Mikkelsen lod Dansk Industri forstå, at ferieafhjælpnings-programmer ville være velsete. Der var virksomheder, der meget tidligt indså muligheden for at tilbyde en basisferie og med regeringens billigelse kunne basispakken nu gøres fradragsberettiget.

Den Virtuelle Charterrejse havde af konkurrencehensyn følt sig nødet til at udbyde ferier uden destination - og dertil indrettet ferieparadiset "NoWhere" (Et feriested uden B&O-film). Det blev overmåde populært og absolut low-cost. Ferieophold her kunne udgøre en fradragsberettiget basisferie. Folk måtte gerne tilkøbe en ikke-fradragsberettige virtuel rejse til en hvilken som helst destination i det aktuelle program. Det var der dog ikke mange der benyttede sig af.

I NoWhere fandtes alt hjertet kunne begære. Aviser kunne købes i centerets kiosk, men var ikke med i prisen. I stedet var der faste nyhedsudsendelser døgnet rundt. De kunne følges på skærme overalt i centeret. Nyhederne var opbygget som folk var vant til fra statsradiofonien - d.v.s. de bestod udelukkende af ulykker. Ledelsen havde fået forelagt forslag om at centeret selv producerede "ulykkerne", men det blev afvist. Der var rigeligt med ulykker i det virkelige liv. Og var der ikke tilstrækkeligt med traktorulykker i Polen kunne man bare vise busulykker i Bangladesh - sådan havde statsradiofonien altid løst en nyhedsmangel på og sådan kunne centeret også gøre. Og sådan blev det. Centeret udvalgte dog hver uge een ulykke egnet som føljeton - typisk bortførelse af en lille pige, hvor moderen, faderen, nursen etc. på skift blev mistænkt for en bortførelse. Det var virkelige populært og afgav stof til konversationen mand og mand imellem. Desuden dækkede man altid een eller anden krig. Een uge kunne man vælge at dække krigen i Mellemøsten; en anden en opstand i Congo. Også her valgte ledelsen at følge statsradiofoniens eksempel. Man accepterede ikke manipulerede udsendelser, men gerne arkivscener. Man kunne således dække en komplet krig i Palæstina alene med arkivoptagelser - selv indslag med Steffen Jensen kunne klares fra arkivet uden forringelse af nyhedsværdien.

Denne form for nyhedsudvælgelse passede fint til et feriemiljø. Det skyldtes, at der var langt flere reportager at vælge imellem, når det drejede sig om ulykker på et feriested. Alle husker Tsunamien, der ramte Thailands feriesteder. Aldrig før har et enkelt område opnået så stor en koncentration af journalister og så længe - og med follow-up stories. Til forskel nåede langt større katastrofer i Afrika og i malarieområder aldrig til offentlighedens kendskab, men hvorfor også det. Intet menneske kan alligevel omfatte så megen gru og når man holder ferie, kan man ligeså godt vælge rammer tilpasset et feriemiljø.

Mange valgte at tilbringe hele ferien i NoWhere. Virksomhedsejere var begejstrede fordi, ferien ikke længere var årstidbestemt. Det gav store fordele og personalebesparelser. Der var ingen tvivl om, at disse basisferier med deres resoursebesparende opbevaring af folk i lange ferieperioder satte tanker i gang hos mange - også hos de sociale myndigheder, der kæmpede med stigende utilfredshed hos deres klienter uanset indsats.

I Grenå, hvor man fulgte udviklingen på Anholt nøje, var man optaget af hvad de nye tiltag på øen kunne før til - så de fulgte spændt med i alt.
Fortsættes i Den Virtuelle Charterrejse - V.

Den Virtuelle Charterrejse - III

The Creative Economy.
(Fortsat fra)

Resumé: Med finanskrisen i 2008 gik forbrugsfesten i stå. Folk holdt op med at købe overflødige ting og verden holdt op med at producere dem. Det blev verden nu ikke fattigere af. Tværtimod. Det gav mange ledige hænder og det er værdifuldt, hvis altså nogen har ideer, disse hænder kan bruges til. Det havde Karsten Ree. Han var blevet mangemilliardær på salget af Den Blå Avis til eBay og han havde ideer at bruge pengene på. Det kom nordenfjordske ingeniører til gavn og sammen udviklede de hele konceptet for ”Den Virtuelle Charterrejse”. I 2025 kunne man festligholde 10-årsjubilæet for den første rejse af slagsen.

For bedre at forstå, at det kom til at gå så godt, kan det være nyttigt glimtvis at se tilbage på året 1776 hvor Adam Smith fik udgivet “The Wealth of Nations”. Adam Smith var ikke meget for ”private enterprise”. Han syntes ikke virksomhederne bidrog med noget godt til samfundet og han havde sikkert ret – dengang. I det 20. Århundrede blev disse synspunkter gjort til skamme. Den nye ”Industrial Economy” blev alene båret frem af private virksomheder og skabte den største materielle fremgang for mennesker nogensinde. Ved århundredets slutning, sås endda flere og flere virksomheder aflægge ”grønne” regnskaber og de første ”sociale” regnskaber så dagens lys. Ved indgangen til det nye århundrede var fremstillingen af forbrugsgoder blevet automatiseret. I landbruget var der kun få tilbage. Aldrig havde ting været så billige. Kimen til det, man kalder ”Creative Economy”, var imidlertid også blevet lagt. Eksempelvis nåede Microsoft Corp. en markedsværdi per medarbejder, der langt oversteg en virksomhed som McDonald's med overvejende håndens arbejdere. I det nye århundrede var ideer den virkelige kapital og slet ikke mursten og maskiner. Computerprogrammer kunne udvikles og spredes over verden på et øjeblik og i ligeså mange kopier, som nødvendigt uden meromkostning.

Med Creative Economy bliver det vigtigste ikke ejerskab til de såkaldte intellektuelle rettigheder – piratkopiering er alt for let. Nej det vigtigste blev det, der var inde i medarbejdernes hoveder af viden og holdninger. Det kunne aktionærer ikke eje på samme måde som en maskinpark. Virksomheder kunne ikke eje folk, men de kunne prøve at holde på dem.

”Den Virtuelle Charterrejse” passede som fod i hose til denne nye økonomiske verdensorden. Den var baseret på ideer. Realiseringen krævede kun få materialer og et minimum af energi.

Creative Economy bragte så at sige Adam Smith på banen igen så mange år efter hans død. Mange politikere ville skattelettelser og have folk til at øge forbruget for at holde ledigheden nede, men de havde ikke forstået pointen og ej heller set lyset. Verden ville netop ikke blive rigere ved at genoptage produktionen af inderligt overflødige ting. Mere kinesisk skrammel var ikke vejen frem. Det, der skulle til var, at ”samfundet” igen påtog sig iværksætterrollen på områder hvor kun ”samfundet” kunne løfte opgaven. Når vi eksempelvist indså nytten af knytte landsdelene sammen, så skal Christiansborg gennemføre højhastighedsforbindelser, indsætte magnetdrevne tog og alt, der nu skal til af broer og dæmninger – uanset omkostningen. Erkender man uafhængighed af energiimport som et nationalt gode og som national sikkerhed, skal planer til afhjælpning gennemføres uden skelen til omkostningen. Man skal sige, at sådan og sådan skal det blive og så overføre ledige hænder til gennemførelsen - til nyttigt arbejde. Se det bliver man rigere af. Utilstrækkeligheden af statslige monopolvirksomheder som SAS, DSB med flere kan have skræmt politikere, men det må ikke fratage dem ansvaret for at sætte ting i værk. Erkendelsen af, at det offentlige ikke har evne til at drive virksomhed, kan så meget vel blive, at de nye driftsmidler overlades til privat foretagsomhed.

Denne side af Creative Economy bredte sig langsomt, som en ”bevægelse” nu engang gør og med mange hindringer at overvinde. Socialisterne, der ikke havde tænkt én ny tanke siden stormen på Versailles, kunne ikke bane vejen. Deres leder – pigen fra Ishøj - havde intet projekt. Ved lejlighed ”jebbede” hun op som man sagde i Nordjylland og uden at have noget på hjerte. De konservative havde ligeså lidt et projekt. De var jo i bund og grund også kun forkromede socialdemokrater af sind. Venstrefolk følte ansvaret, men var handlingslammede af et utilstrækkeligt politisk flertal. Noget skulle ske – noget voldsomt. Ellers kom man ikke ud af dødvandet. Og det skete.

Fogh forsøgte sig. Udskrev folketingsvalg i 2010 men tabte. Helle blev statsminister og Villy skatteminister. Venstrefløjen jublede. Nu skulle der ske noget. Som det første inddrog Villy al fortjeneste på hushandel til statskassen. De vælgere, der havde brugt deres beskattede indtægter på at bygge og forbedre deres huse i stedet for at rejse pengene op, var lamslåede. Det var jo ikke det, de havde ment, da de stemte Helle og Villy til magten. De, der havde lagt til side til deres alderdom enten alene eller sammen med deres arbejdsgivere, så med undren sløsede naboer blive forgyldt – blot de havde brugt hver en klink til unytte. Helle undlod nationalisering af bankerne, men oprettede statsbanker, for - som det hed sig - at forsyne erhvervslivet med rigelig og risikovillig kapital. End ikke Steffen Møller og Knud Heinesen ville have kunnet lænset kapitalen hurtigere. Statsbankerne skabte også en tiltrængt adgang til velaflagte job for politikere og andre i fortjenstfuld offentlig gerning. Islandske politikere kom til at fremstå som helt ansvarlige til sammenligning. For første og eneste gang i dansk folkestyre blev en regering presset fra magten af en folkestemning. Oprøret blev ublodigt, fordi Helle valgte at give op i tide.

Hun blev afløst af en tidligere finansminister Lars Løkke Rasmussen. Det blev ikke rigtig godt. Han var ikke Pia’s kop te. Hun måtte desværre se sin protegé Anders Fogh blive formand for EU – ham havde hun gerne beholdt, blot han var blevet mere hjemme og passet butikken.

I 2008 var der imidlertid sket noget - dengang ubemærket - der lagde grunden til fornyelse. Brian Mikkelsen var trådt i karakter og havde sit fornavn til trods vist handlekraft og fyret rigspolitichefen. En sådan handlekraft kaldte ubevidst lidt varme frem i kinderne hos de kvindelige partiledere. Det var det, der flere år senere, banede vejen for "Lov om positiv særbehandling af etniske minoriteter i visse brancher". Helle, der sædvanligvis bare ”jebber” op, havde lyttet, da Brian talte for loven. Margrethe havde udtalt, at hun ville stemme for Brian som forhandlingsleder efter næste valg. Selv Pia viste sin imødekommenhed og gik med i loven.

For de konservative blev det et gennembrud. Brian blev den nye alfa-han, de havde savnet (hvor sært det end må lyde). Han genskabte deres tro på store industrielle projekter som magnetbaner, metanolanlæg m.m. og vandt deres forståelse for, at staten skulle gå forrest i etableringen og derefter overlade driften til erhvervslivet. Glemt var Conny. De følte suset fra Tietgens dage. Pia, som på det tidspunkt var alene om at repræsentere liberal politik, så de nye tider og tanker og markedsførte dem med vanlig enkelthed og klar tale. Et nyt lederteam var skabt.

Det er i disse omgivelser, Den Virtuelle Charterrejse blev født og voksede op. Og den skulle vise sig at blive eksponent for den nye tid. Intet under, at Grenåboerne spekulerede på, hvad fremtiden mon kunne bringe. Kunne det nu være rigtigt det hele? Det er vi nu flere, der er spændte på.

Fortsættes i Den Virtuelle Charterrejse - IV.

Den Virtuelle Charterrejse - II
Forberedelser til tiårs-jubilæet.
(Fortsat fra)

Resumé. 2008 blev året, hvor Danske Bank holdt op med at bruge deres slogan ”Gør det, du er bedst til. Det gør vi.” 2009 blev året hvor to store politiske projekter mødte deres Waterloo. På 10-årsdagen kunne Euroen endelig demonstrere sin fiasko og klimatopmødet i København blev gennemført i en i flere henseender kølig atmosfære. Jamen, var der da ikke noget der gik godt dengang? Jo, grunden til ”Den Virtuelle Charterrejse” blev lagt og i 2015 indledtes disse rejser med tiltagende udbytte. Se det var værd at fejre. Og det gjorde man så ved en gigantisk jubilæumsfestival på Anholt i 2025.

Foranstaltningerne forud var omfattende. Karsten Ree var stadig aktiv og tålte intet mindre end en succes. Festivalen skulle afholdes på selve Anholt. Der var planer om at låne et stort antal palmer fra Palmestranden i Frederikshavn, men Ree tog selv derop. Han syntes det så lidt forpjusket ud og med de kolde somre kunne de ikke leve op til hans og publikums bevidsthed om virkeligheden. Der blev derfor bygget en giganthal tæt syd for Anholt havn. Alt blev beklædt med B&O-film indvendigt. Det nordjyske firma RTX (dem med Verdens første fungerende dual Skype-telefon), der netop have haft dundrende succes med deres software ”Safari Ver. 3.0” og ”Geographics Ver 7.0”, havde påtaget sig at stå for illusionerne.

Årene med B&O-filmen havde vist, at træerne ikke voksede ind i himlen. Man havde lært at filmen kom til kort ved scenerier tættere på en snes meter. Flere mente, at det var lugten, der kom til at mangle. Safari med løver og elefanter fungerede bedre end i virkeligheden, men skulle man tættere på end 20 meter, måtte der levende dyr til. Dem opdrættede man så på et par store farme oppe ved Tolne.

Der havde været flere sjove oplevelser undervejs. Da den første Afrikarejse blev introduceret havde man selvsagt ansat sorte mennesker til at betjene turisterne, men første gang de så løver på B&O-filmen stivnede de af skræk. Rædslen stod malet i deres ansigter. Det reagerede som tamhøns, der første gang ser en høg. Det virkede godt og ægte på turisterne, men noget måtte gøres. Man tog dem med udenfor – bag ved filmen - og viste dem, at løverne kun var billeder. Det hjalp bare ikke. Næste gang negrene så løver, tog rædslen dem. Når de kunne se deres snit til det, listede de i ly af mørket ombord på Grenåfærgen som blinde passagerer. Så prøvede man sminke ligesom med Karl Stegger som negerhøvding i ”Styrmand Karlsens Flammer”, men det blev aldrig rigtig godt.

Det problem stod man ikke overfor ved Anholt-illusionen. Der blev ansat rigtige midaldrende tyskere til nøgenbadning på standen og for at gøre det så virkelighedstro som muligt fik man fat i fuldt udvoksede københavnere til at nøgenbade sammen med tyskerne. De gik godt i spænd sammen og gav perfekte strandscener – let genkendelig for tidligere Anholt-turister.

De forløbne år havde heller ikke været ideel lykke. Karsten Ree måtte flere gange justere sit koncept for at tage konkurrencen op med andre feriesteder, der havde følt sig truet på deres eksistens. Først da han inddrog psykologer, tilsmilede heldet ham igen. Psykologerne fandt nemlig ud af, at langt de fleste turister dybest set ikke eftertragtede fremmede rejsemål af nysgerrighed. Hvis man kunne ”frafiltrere” hensynet til naboer, venner og arbejdskollegaer var rejsemålet i bund og grund ligegyldigt. Det, der talte, var muligheden for at møde nogle søde mennesker, at kunne spise og drikke i fjorten dage uden at skulle have sin pung op af lommen.

Med denne erkendelse nødedes Ree at bygge et ferieparadis, som fik navnet ”NoWhere”. Rejserne kunne gennemføres overordentligt billigt. Der blev slet ikke benyttet B&O-film. Alt, der skulle til, var en pool og masser af pølseboder og tappesteder for vin og spirituøse drikke. Underholdningen var også low-cost. Blot der dagen igennem var adgang til et ”Lykkehjul” eller en quiz i én eller anden form. Eksempelvis var en variant af ”Hvem vil være millionær” uhyre populær. Hvert rigtigt besvaret spørgsmål gav ret til en ekstra feriedag og retten til at bestemme vinen i det centrale tappested på torvet.

Det gik selvfølgelig ikke med de intellektuelle. De måtte fortsat døje timers fastspænding i fly-attrapperne for at ”nå frem” til eksotiske rejsemål og der skulle masser af B&O-film til, så der var noget at berette i omgangskredsen. Egentlig stod mændendes hu mest til "NoWhere", men i mange familier var det kvinderne, der planlagde ferierne. De havde børnene at tænke på. Hvis ikke børnene kom med far og mor på sommerferie fra de var små, hvordan skulle de så lære at blive rigtige charterturister som voksne. Det sikre spørgsmål til en quizvinder har altid været "Hvad skal så pengene bruges til?". Og det ligeså sikre svar er "Til en rejse". Hvor ville være henne uden kvindernes ansvarsfølelse overfor børnene? Hvad kunne svarene så ikke gå hen at blive

Rejserne for de intellektuelle skulle også være trendy. Det var dyrt, for det krævede hvert år kostbare tiltag. Nu op til 10-årsjubilæet var aktiv ferie igen blevet in og det kunne ikke blive eksotisk nok. Ree havde altid været fascineret af dykning og ladet Den Blå Avis finansiere flere dykkerekspeditioner til berømte skibsvrag i Kattegat. Hans ambition var at lave en virtuel dykkerferie til ”The Great Barrier Reef” ved Australiens østkyst. Opgaven oversteg dog teknikernes formåen og han var lige ved at opgive.

Så lykkedes det at tiltrække Steven Spielbergs søn Max som rådgiver og designer. Steven Spielberg blev især kendt for filmen "Jurassic Park" og sønnen Max er fra ægteskabet med Amy Irving. Det satte skub i tingene. Max havde arvet faderens talent og havde straks set potentialet i B&O-filmen. Nordjyderne fik under hans ledelse løst problemerne med B&O-film under vand og skabt filmbeklædte dykkerbriller. Sammen med Saltvandsakvariet i Grenå blev der sat skub i de praktiske gøremål, så der i jubilæumsåret kunne udbydes Great Barrier Reef rejser. Rejser, der ville slå virkeligheden med flere længder.

Udviklingen havde dulmet Grenåboernes skepsis og de var begyndt at spørge, hvad det hele mon skulle ende med. Se, det bliver spændende at finde ud af.
Fortsættes i Den Virtuelle Charterrejse - III.