lørdag, marts 03, 2007

 
Energimærke.

Det farverige energimærke, som vi kender fra vaskemaskiner og køleskabe, kommer nu også på vore huse. Alle huse skal energimærkes. Nye og store ombygninger mærkes straks og resten senest ved salg.

Nye huse skal være så godt isolerede, at varmetabet højest udgør 6 W/m2 opvarmet etageareal. Ikke nok med det. Energiforbruget skal også holde sig indenfor en energiramme på omkring 90 kWh/m2 om året. Den nøjagtige energiramme afhænger af det opvarmede etageareal.

Som eksempel kan vi bruge et typehus A1-11 fra Arkitekternes Typehuskontor, 1960 - et velkendt gennemarbejdet hus, der fuldt ud levede op til tidens krav dengang. Det måler 12,59 m x 7,79 m og ydermuren måler 2,41 m i højden.

Arealet på 98 m2 berettiger huset til en energiramme på 92,4 kWh/m2/år. Nu er det spændende at se om huset også lever op til den energiramme. Vi bruger BuildDesk til at regne det ud. Da energiprisen ikke er inde i billedet, lader vi for nemheds skyld huset være el-opvarmet.

Regneresultatet er vist i eksempel E1. Varmetabet blev på 8,20 W/m2 selv med termovinduer og energiforbruget blev hele 249,1 kWh/m2/år. Huset dumper så at sige og opnår kun energimærke E2.

Vi forsøger at bøde lidt på det og installerer en luft/vand varmepumpe på 5 kW. Eksempel E2. Det hjælper grundet varmepumpens gode bytteforhold mellem varme og strøm.

I eksempel E3 lægger vi også 6 stk termiske solvarmepaneler på hver 3 m2 op på taget - og vupti ryger energimærket op på B1.

I eksempel E4 forfølger vi successen og lægger yderligere 40 m2 fotoelektriske solpaneler op på taget. Se det er noget, der vil noget. Energimærket ryger helt til tops med et A1 og placerer huset i bedste klasse blandt lavenergihuse.

Under alle disse øvelser er kun energiforbruget påvirket, medens varmetabet står uforandret fast på de 8,2 W/m2.

I eksempel E5 starter vi forfra og nøjes med at udskifte alle vinduer med energiruder. Det giver energimærke D2. Ejendommeligt nok rokker det ikke ved varmetabet.

Vi fortsætter isoleringen og monterer en Danogips isoleringsvæg med 50 mm Rockwool på alle ydervægge - eksempel E6. Det fik endelig varmetabet til at gå ned - fra 8,2 til 7,1 W/m2.

I eksempel E7 øges isoleringen i loftet til i alt 300 mm, som er gængs i dag. Energimærket bedres til C2. Da vi kobler en varmepumpe ind - eksempel E8 - bedres energimærket endnu mere til B2.

Det bliver vanskeligt at isolere ydervæggene yderligere og også problematisk at efterisolere under gulvene. Så hvis man vil nå de attråværdige lavenergilabels på A1 eller A2, så er det billigere og enklere at lægge solpaneler op - til varmt vand eller til strøm. Eksempel E9 viser resultatet med efterisolering og solvarme og E10 med både solvarme og solceller. Det er solcellerne, der bringer energimærket op på det attraktive grønne A1 med eller uden efterisolering.

Det er ikke alt, der trækker den rigtige vej. Energiruder holder på varmen, men om sommeren giver det en overtemperatur, der får regneprogrammet til at starte mekanisk køling - og det koster energi. En markise eller et godt udhæng bøder på overhedningen og det samme gør tunge indvendige bygningsdele, skillevægge i tegl og sådant. Tegl og beton optager varmen og udjævner temperaturen, så kølingen ikke går igang.

Med et nyt hus eller ved en større ombygning er det hele lettere. Med energiruder og 30 cm isolering overalt i klimaskærmen får man uden videre en grøn A1-mærkning. Det vil vi gøre næste gang, vi bygger om - og det må snart være ved tiden, for vi mangler brændsel til kakkelovnen.
Comments: Send en kommentar



<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?

Google

Ut aliquid fiatUut aliquid fieri videatur eller ko... Jøder og Jødedom - Hvorfra mon?Hypotese I: Jødedom... Mosebog - Er der noget om snakken?"Der går ikke rø... JULEN er reddet- helt til Hellig Tre Konger.Denne ... En Pind i KakkelovnenMiljøstyrelsen har droppet pl... Kærlighed gør blind- men kun på det ene øje.Talemå... Venstres Landsmøde- et antropologisk studie.Venst... Salt og DemokratiLigesom Brydensholt's tese om "De... De Selvstændige og de SolidariskeLandsdommer Hans ... Rosenespalier- dual function.Et rosenespalier er m...