Den igangværende "Danmarks Indsamling" til fordel for Afrika minder om, at Afrika er syg - uheldbredelig syg vil mange kendere sige - men "ut aliquid fiat" - for dog at gøre noget, samler vi denne gang ind til medicin mod aids. De afrikanske venner, der skal hjælpe os med distributionen, har ringe forståelse for vor trang til at hjælpe og ser ikke nogen meningen i, at give medicinen til de fattige stympere, der trænger - og slet ikke når sådan en god medicin kan indbringe formuer på det Sydafrikanske marked. Endnu inden indsamlingen er slut, er foretagsomme folk i gang med forberedelser til udskiftning af den rigtige medicin, når og hvis den kommer, med vellignende virkningsløse kopiprodukter.

Da unge mennesker her fra byen drog ud på en rejse, der bragte dem dybt ind i Sahara, var deres sidste glimt af civilationen en lille købmandsbod. "Not for Sale" stod der på store labels på de mange nødhjælpsrationer, der fyldte godt på hylderne. Det var også deres første glimt af en afrikansk virkelighed.

TV2 viste i foråret 1997 en kritisk udsendelse om nødhjælpsorganisationerne, "Nødens købmænd". Vi fik blandt andet at vide, at op mod 15% af midler indsamlet i Danmark nåede modtagerne og resten gik til drift af de udsendte nødhjælpsarbejdere og en forholdsvis lille del til organisationerne i hjemlandet. Til sammenligning nåede knap halvt så meget frem fra Frankrig og Italien toppede statistikken med et flot nul. "Ut aliquid fiat" har man sikkert sagt dernede og dér forstår man det.

En tidligere kollega ved alt om dette. Han blev for mange år siden direktør i et firma, der producerer nødhjælpspakker. Hos Struer Brødfabrik A/S købte han rasp. Fra Århus Olie A/S købte han olie og protein til at blande i raspen, så den fik de rette ernæringsværdier. Blandingen toppedes op med mineraler og vitaminer. Til sidst blev raspen sendt til Norge, hvor man er ekspert i fladbrød. Der blev bagt de fineste fladbrød og tre og tre blev de pakket i alu-plastfolie, der igen blev pakket i mere alu-plastfolie til små firkantede blokke, der igen blev pakket i kasser og tilslut palleteret. De fine fladbrød gik på lager klar til udsendelse til hungerområder. Kunderne er nødhjælpsorganisationer og det afgørende for dem, er den rigtige ernæringsmæssige sammensætning af fladbrødet - de rette essentielle fedtsyrer, de rette aminosyrer, vitaminer og mineraler. Det hele bliver så sendt med fly og omlastet til firhjulstrækkere, der bringer det tættere på katastrofeområdet. For de samme penge kunne man have opkøbt tusinde gange mere mad lokalt og endnu mere ved brug af lokale velgørende organisationer, nonner og munke og i stedet springe de udsendte "expatriates" over - et vildt fordyrende led.

Hvad skal vi så gøre - for dog at gøre noget? Vi kunne eventuelt gøre som kineserne. I disse år sværmer kinesere i tusintal ind over de afrikanske grænser. De er der overalt. De bygger og sætter i værk - og de er der vel at mærke selv - hele tiden og vedholdende. Vi kan gøre som vores fætter Wolle Kirk og selv tage derned og blive der sålænge liv og lemmer er i behold. Vi kan også gøre som Fan Milk Limited - en dansk ejet og dansk ledet organisation, der har bidt sig fast i Afrika og bliver der. Ellers kan man sige som Kim Larsen i DR1' indsamlingsshow17.02.07 "Det hjælper nok ikke, men man har da lov at håbe" og fortsat dulme sin indre trang til dog at gøre noget ved i ny og næ at give et beløb, der holder een eller anden i live for en tid - Ut aliquid fiat!