Det forsvundne apotek.

Kultabletter er gode at have, når der er børn i huset. Så jeg gik frejdigt ind på apoteket i Skanderborg og bad om kultabletter. De havde dem, men uden overtræk. Jeg bad om at få dem overtrukket (drageret) så kunne jeg gå en tur imens. "Det kan vi sandelig ikke" lød svaret. Det havde nær slået mig omkuld. De ord vil have skåret sig gennem mur og væg, de ville have nået min gamle apotekers øre i privaten, ja hvor han måtte være. Hvis vi i det gamle apotek havde sagt "Det kan vi sandelig ikke", ville min gamle apoteker have været på pletten. "Så gerne, det tager lige lidt tid, så hvis De har et ærinde, gør vi tabletterne klar imens eller vi kan lade dem bringe" ville han have svaret. Og vi havde drageret og tørret over frisk brændt kalk og pudret med lycopodium om nødvendigt, men ekspederet - det havde vi.
I den verden fandtes ikke noget, der ikke lod sig gøre. "Det kan vi sandelig ikke" var ganske enkelt usigeligt. Så da jeg hørte netop de ord den dag, var jeg klar over, at det gamle apotek var forsvundet og at apotekerstanden var på samme vej. Når vi ikke længere vil tjene borgerne med alle vore kunster, ikke længere vil holde døgnvagt og stå på pinde for vort publikum - ja, så mister vi evnen og retten til at værne om vor profession. Så har vi ikke noget at være stolte af.